Duoen er tilbage med en stærk samling af deres varemærke: absurd pop
“Hi, I forgot your name / Whatever / The point is / Hi, your head’s on fire. / Oh damn, you must’ve got one of them / Combustible heads / I read an article all about them”.
Med den fremragende og for gruppen relativt konventionelle “You’re On Fire” starter They Might Be Giants’ 16. studiealbum, Nanobots. Gennem mere end 30 år har duoen levet deres eget liv på den alternative popscene, og efter det seneste årti hovedsageligt at have fokuseret på albums med børnesange, er gruppen nu eftertrykkeligt vendt tilbage til udgangspunktet, om end den tidligere ellers så dominerende harmonika er pakket væk. Nanobots klarer 25 sange på hæsblæsende 45 minutter, men heraf er ni af sangene under et minut; den korteste varer endda kun en håndfuld sekunder. Ifølge bandet skal de korte sange betragtes som fuldgyldige kompositioner, og skal ikke betragtes som en dele af en suite, og de er i hvert fald med til at lytteren beskæftiget.
They Might Be Giants’ varemærke har alle dage været powerpop med humoristiske tekster, og fans’ af gruppens kommercielle højdepunkt Flood fra 1990 vil ikke blive skuffede. Hvis der var retfærdighed til på hitlisterne, ville “You’re On Fire” være gruppens første hit i mange år, men sådan kommer det næppe til at gå. Udover denne er også titelnummeret “Nanobots”, “Black Ops” og den næsten jazzede “Replicant” højdepunkter, der viser at d’herrer John Linnell og John Flansburgh ikke har tabt deres flair for melodier – og i denne anmelders karakterbog giver det næsten automatisk pil opad, når man laver en sang med titlen “Stone Cold Coup d’Etat”, det til trods, at den ikke kan måle sig med de førnævnte stykker. De ultrakorte stykker fungerer ganske godt, og er med til konstant at holde lytteren fanget. Her vil jeg fremhæve den 16 sekunder lange “Decision Makers”, som trods sin korte længde formår at blive albummets mest højtidelige øjeblik. Desværre er flere af Nanobots mere regulære sange ikke særligt spændende, og begynder at trætte ved flere gennemlytninger, især mod slutningen af albummet. Her kunne gruppen godt have skåret et par stykker fra.
Alt i alt er Nanobots et klassisk They Might Be Giants-album. Her bliver det useriøse taget seriøst, og der er bestemt ikke noget useriøst over gruppens håndværk. Gamle fans vil henrykkes over den, men hvis man har hang til alternativ pop og en lettere nørdet humor, kan det også anbefales at tjekke skiven ud.
