Eventyrlysten og stemningsmættet pop-plade
Den århusianske sangerinde Astrid Nora, der har opkaldt sit musikalske eventyr efter Ibsen-klassikeren Et Dukkehjem, er klar med sit andet album, der byder på eventyrlysten, teatralsk og forfinet popmusik. Der er masser af filmiske dramaer undervejs, og det gør albummet meget interessant – men også en smule tungt at være i selskab med.
Når arrangementerne, sangene og den meget udtryksfulde vokal finder optimalt sammen, så er det aldeles betagende, det som Where Did Nora Go leverer. Det sker for eksempel på den fornemme ”Sister of the Dark” og på den meget åbne, direkte og iørefaldende ”Made of Clay”. Også på ”Sing Ye Birds” fungerer eksperimenterne formidabelt med en flot udvikling i arrangementet, kor-arrangement mod slutningen og et gennemgående tema, der bider dybt i øregangen.
Der findes ingen reelle fejlskud på dette album, og det er naturligvis en stor styrke. Stemningsmæssigt bliver det imidlertid nogle gange en smule for tungt at have med at gøre – og det er som om, at jeg som lytter hurtigt bliver mættet af de ualmindeligt mange indtryk, der præsenteres. Det betyder, at strygerarrangementerne kan virke lidt for voldsomme, og at vokalstilen nogle gange kan fornemmes en smule for excentrisk.
Naturligvis vinder et album som dette markant på antallet af gennemlytninger, men til min smag måtte der gerne være lidt mindre kontrast mellem de umiddelbart poppede og tilgængelige melodier og de stemningsmættede arrangementer præget af mystik og eventyrlyst. Det er naturligvis et spørgsmål om smag og temperament, for på den anden side er det befriende at opleve popmusik med en dybde og gennemtanke, som der gør sig gældende her.
Where Did Nora Go er popmusik med masser af stemninger, idéer og udtryk. For pop-elskere er det måske lidt for meget af det gode – for lyttere med hang til eksperimenter er det måske lidt for poppet. Lad os håbe, at lytterne i begge lejre er klar på at være nysgerrige og gå på kompromis, for den meget høje kvalitet af dette album kan ikke anfægtes.
