Stemningsmættet skønhed det meste af vejen
Anden del af en trilogi tager sig ud som en lang smuk komposition, der dog er bedst i begyndelsen og slutningen.
Norske Wardruna har eksisteret de seneste ti år, men Yggdrasil er kun andet album fra bandets hånd. Bandet er stadig forholdsvis undergrundskendt i Danmark, men mange, i særdeleshed metalfans, kender allerede til et af bandets medlemmer, Gaahl. Gaahl, eller Kristian Espedal som han egentlig hedder, er kendt som frontmanden fra blackmetalbandet Gorgoroth, men hans fremtoning i Wardruna ligger milevidt fra Gorgoroth, hvor han ses med corpsepaint og nitter. Og derudover er hans vokale udtryk i Gorgoroth slet ikke som i Wardruna.
Wardruna består, udover Gaahl, af sangerinden Lindy-Fay Hella samt multiinstrumentalisten Einar Kvitrafn Selvik og sammen skaber de moderne kompositioner i nordisk folkemusik, også kaldet neo folk. Det sker bl.a. med gammeldags instrumenter som lur og mundharpe, hvilket bliver sat sammen med flotte vokaler fra både frontmand- og kvinde. Yggdrasil hænger virkelig godt sammen som album og er utroligt stemningsfyldt, på den måde hvor man forestiller sig norske søer og fjelde, når man lægger øre til bl.a. andet nummeret ”Fehu” og ikke mindst nogle af de sidste numre, som ”Solringen” med sine fuglefløjt og tranceagtigekor og ”Helvegen” med Gaahls dybe vokal sunget acapella, næsten så han udgør en slags fortællerstemme.
Desværre er der et par sange i midten af albummets i alt 11 skæringer, der ikke helt er på niveau med de sange, der starter og slutter albummet, og det trækker unægtelig lidt ned i helhedsudtrykket. Dog er Yggdrasil alligevel et ganske vellykket album, og det skal være spændende at høre hvordan det sidste album i trilogien kommer til at lyde. Det tegner i hvert fald yderst lovende.
