Vild weirdo fest
Det var nogle rigtige kritiker darlings der var blevet booket til Arenas sidste fest torsdag aften. Jeg vil uden tøven kalde Animal Collective for et af de vigtigste bands der har udgivet plader inden for de sidste 10 år. Særligt mesterværkerne Strawberry Jam og Merriweather Post Pavilion står som moderne klassikere, der uden tvivl vil inspirere kreative hjerne de kommende årtier, på samme måde som f.eks. elektronica pioneerne Kraftwerk har gjort det.
Det er dog ikke fordi at kritiker-succesen har steget de fire weirdos til hovedet. Snare tværtimod. Gruppens seneste album Centipede Hz førte gruppen tilbage til det avantgarde udgangspunkt, der altid har været deres centrale drivkraft. Dermed kunne man have en naturlig tvivl omkring gruppens styrke på Arena, da kompromiløs avantgarde og en scene af Arenas størrelse nærmest står som diamentrale modsætninger, så jeg havde gjort mit bedste for ikke at skrue mine forventninger for højt op til koncerten.
Dårlig lyd hæmmede starten
Gruppen havde da også sit at kæmpe med i koncertens start. Først og fremmest skulle de lige finde sig til rette foran det enorme publikum. Dernæst skulle lyden justeres så den stod så knivskarpt som en koncert med Animal Collective kræver det, og til sidst skulle publikum også affinde sig med at der ikke blev leflet for dem. Det tog lige et par numre, og særligt den lidt mudrede lyd, modarbejde hvad der virkede til at være en fremragende opførelse af nummeret ‘What Would I Want? Sky’. Men ved koncertens tredje nummer, ‘I Think I Can’ fik gruppens smukke vokalharmonier for alvor lov til at udfolde sig, og det var helt klart de smukke vokalarrangementer der, i samspil med de psykedeliske grooves, fik Animal Collective til at sejre på Arena. Helt ekstatisk blev det med, et af det seneste årtis bedste numre, ‘My Girls’ der resulterede i vild fællessang blandt gruppens mange fans.
Psykedeliske mestre
Ved ‘My Girls’ fik gruppen også for alvor lov til at udskeje deres psykedeliske eksperimenter, der med en lang intro byggede perfekt op til et af koncertens højdepunkter. Der var faktisk ikke stille på noget tidspunkt. Gruppen udnyttede enhver chance til at improvisere syrede stykker frem, og som man måske kan forestille sig, var det fedt nogle gange, og kedeligt andre gange. Sådan er det når man tager så store chancer som Animal Collective gør det. Det hele kunne være blevet ret indadvendt, kedeligt og bare generelt ligegyldigt, men det gjorde selvfølgelig også at det hele blev magisk når det fungerede, og det gjorde det på Arena. Især afslutningen hvor publikum blev angrebet med et dansabelt lydbombardement, skabte en vild eufori med gruppens blanding af avantgarde, folk og techno. Det var sgu’ svært ikke at udleve musikken igennem hele kroppen, og danse på de sære måder som musikken indbød til.
Folk der ikke kendte, og har dyrket, numrene fra den brede sætliste på forhånd, har uden tvivl været lidt uforstående for hvad der skete på den scene. Gruppen havde taget opstilling ind imod hinanden, hvor særligt Avey Tare, der synger på de fleste af gruppens numre, havde så travlt med at spille og synge, at han på ingen måde havde tid til også at skænke publikum en tanke. Det gjorde sig sådan set også gældende for gruppens resterende medlemmer. Panda Bear, der spillede på et specielt bygget trommesæt, var naturligvis vanvittig, når han tæskede løs på sine forskellige trommer og percussion instrumenter, og ligeledes var Geologist oppe og køre med alle hans samples, men alle var indadvendte, og koncentrerede sig om at opbygge den vildeste eufori sammen. Det lykkedes i den grad også, og med ‘Brother Sport’ nåede gruppen op på det überligste af deres potentiale.
I den grad en god koncert, der sluttede som en klar 10’er, men var lidt for ufokuseret i starten.
