Soundtrack til en slasherfilm
Slipknot er ikke just det band man har lyst til at løbe på i en mørk gyde i bandets hjemstat Iowa, men det lovede godt på Orange scene efter mørkets frembrud. Det er et fælt degenereret monster, der var med fra begyndelsen af Nu-metal bølgen i midten af 90’erne, som bandet Korns onde fætter. Der har været relativt stille om bandet siden bassisten Paul Greys tragiske død i 2010, og Slipknot har faktisk ikke udgivet et album siden 2008, men det forhindrede ikke det ottemands store orkester i at levere et forrygende horrorshow på Orange scene.
Sidst Slipknot spillede på dyrskuepladsen var i 2009, og det virkede ikke som om bandets genkomst var gået hen over hovederne på nogen af årets festivaldeltagere. Pladsen var tætpakket og ladet med energi allerede inden forsanger Corey Taylor første gang kunne nå at råbe: “How the fuck are you doing tonight, Roskildeeee”. Det var som et levende mareridt på den fede måde. Et satanisk cirkus hvor de kedeldragtklædte bandmedlemmer løb hvileløst rundt, som var de fanget i en blodsrus. Hele tiden var de i bevægelse, ikke mindst den ene af bandets to trommeslagere Shawn “Clown” Crahan, som kun halvdelen af tiden sad ved sit meget bevægelige trommesæt, mens han resten af tiden hoppede rundt og lavede generel ravage. Bandets chokshow, som er hentet fra slasherfilmenes overdrev, var absolut en seværdighed i sig selv.
Men Slipknot er andet end blot visuelle gimmicks. Voldstunge trommer, en heftig rytmesektion og distortet bas danner en solid bund, der er grundstenen i musikken. Men når man ser bort fra det, er kompositionerne og vokalen faktisk overraskende poppet, og det er nok her, man finder årsagen til bandets brede appel. Bedste numre var hitsene “Psychosocial” og “Spit it Out”. I sidstnævnte fik Taylor hele pladsen til at sætte sig ned og gå i luften på hans kommando. Et andet højdepunkt var, da bandets DJ Craig Jones under en spadserertur ned foran Orange Scene kom i infight med en sikkerhedsvagt – en del af showet, hvem ved?. Få numre inde i settet begyndte der at opstå spontane moshfelter rundt om på pladsen. I min umiddelbare nærhed udviklede det sig til systematiserede gladiatorkampe, hvor publikum på skift udfordrede hinanden til tvekamp med selvbestaltet dommer. På et tidspunkt stjal disse publikumskampe opmærksomheden fra scenen, lidt på samme måde som Slipknots show nogle gange stjal fokus fra deres musik. Men underholdende var det.
[nggallery id=177]
