En stor og lykkelig suicyco family
Da skaterdrengene fra Suicidal Tendencies i midten af 80’erne begyndte at blande punk med deres egen funkede udgave af thrashmetal skabte de samtidig en musikkult der nåede langt ud over de kaliforniske skateramper. Skaterimaget kombineret med tekster om selvhad – og ja selmordstendenser gik samtidig rent ind hos en generation af utilpassede unge og formlen har vist sig særdeles sejlivet.
I 2013 udgav bandet sit 13. egentlige album med 13 sange og derfor selvfølgelig albumtitlen 13. Det nye album kører videre på den formel, men uden den samme originalitet i sangskrivningen som i bandets tidligere udgivelser, og koncerten på Roskilde viste sig også at blive en hitparade fra det imponerende bagkatalog.
Det hele startede med klassikeren ”You Can’t Bring Me Down”, hvor frontmand Mike Muir, der lige er fyldt 50 i år hamrede rundt på scenen som en latinogangster med rabies og bandanaen halvt nede over øjnene. Det så fantastisk ud, men det lød alt andet end fantastisk, og jeg frygtede et øjeblik, at det var Muir, der havde tabt pusten, for det hele lød lidt tyndt. Det viste sig heldigvis at være lydteknikerne, der havde fumlet. Og endnu mere heldig var problemet blevet løst på ”Institutionalized” med det helt ekstremt speedede omkvæd, som hele bandet klarede til perfektion. Med ”War Inside My Head” begynder tingene for alvor at falde på plads, og tillad mig et lille rim: Muir er varmet op, publikum går amok!
Bandets bassist er en kompetent erstatning for Robert Trujillo, der nu spiller i Metallica, men jeg kunne godt savne Rocky George med sit helt forrygende guitarspil, og i den sammenligning kunne bandets guitarister godt virke lidt anonyme. Muir er eneste originale medlem fra bandet, men Suicidal Tendencies virker efterhånden rigtig godt sammenspillet i forhold til, da bandet besøgte Copenhell i 2010. Det er dog småting på en ellers energisk og tight fremførelse fra et meget levende og veloplagt band.
Ind imellem flere veloplagte thrashere som ”Send Me Your Money”, ”I Saw Your Mommy” og ”How Will I Laugh Tomorrow” (sidstnævnte faktisk det nærmeste bandet kom på en ballade) talte Muir om, hvordan han savnede sin familie, men som han sagde: ”Good to se my family outhere tonight”. Så talte han lidt om vigtigheden af frihed, de negative sider af facebook og med jævne mellemrum svarede publikum med et brølende: ST! Det var lidt som den overseje, steroidepumpede far, man aldrig havde haft, men gerne ville have lyttet til. Som indledning på ”Possesed to Skate” forklarede han alfaderligt: ”When you fall, just get up again”. Moshpittet, som kørte uafbrudt var enig, når man falder, rejser man sig bare og mosher videre. Og jeg var enig, selvom jeg aldrig i mit liv, har stået på skateboard. Sært livsbekræftende.