“Give it up for Mr. Bobby Womack”
Selvom Roskilde Festivalen i høj grad er det nyes fest, er en vigtig del af festivalens DNA sin evne til at præsentere diverse dinosauere, der kan vise hvor skabet skal stå, og sådan en er Bobby Womack. 51 år er der gået siden Bobby Womack udgav sin første single ‘Lookin’ For A Love’, sammen med sin bror Cecil under navnet The Valentinos, men særligt på grund af sit nye samarbejde med Damon Albarn, er han lige så relevant på Orange Scene som f.eks. James Blake, der indtager scenen et par dage efter Womack. Womack kan krænge sit hjerte ud som ingen anden, og suppleret af Albarns elektroniske toner, skaber det en helt unik og hjerteskærende stemning i vores kolde verden.
Men en ting er plade. En anden ting er koncerter, og sådan en halvlun sommeraften på en festklædt dyreskueplads, skal det sgu’ ikke handle om ‘Please Forgive My Heart’. Niks. Bobby Womack diskede op med en klassisk soulfest, med alle klichéerne som i den grad virkede. Med sit toptunede band, leverede han en ordentlig omgang fredagshygge, der bød på hele moletjavsen, inklusiv vilde call and responses, porno-sax soloer, Jesus-hyldester og Womacks karakteristiske hyl der brænder sig fast i ens hjerte.
Fed hygge-jam
Der var ingen tvivl om at Womack var stjernen, men det var ikke uden respekt for Womacks velspillende band at hele seancen blev afviklet. Næ, det var snarere som en hyggelig jam session over Womacks bagkatalog, der strakte sig fra førnævnte ‘Lookin’ For A Love’, til titelnummeret fra sidste års The Bravest Man In The Universe, der smukt blev oversat fra Albarns elektroniske univers, til en version der klædte Womacks band på Orange uklædeligt godt. Samtidig fik vi også et højdepunkt fra soulhistorien, med Sam Cookes klassiker ‘A Change Is Gonna Come’.
Womack og hans 13 mand store orkester nød i den grad at levere et lækkert soul-soundtrack til den sidste fredagssol over Orange. Hittet ‘Across 110th Street’, som bedst er kendt fra Tarantino-filmen Jackie Brown, var et tidligt højdepunkt, men lagde et bundsolidt udgangspunkt for en ganske fremragende koncert. Nogle gange fik klichéerne lidt for frit løb, og der gik lidt tomgang i soulmaskinen, men alt i alt var det en umådelig sikker koncert fra legenden Bobby Womack, der elskede Roskildes publikum så meget at han måtte trækkes fra scenen, og den ene af to pianister meget insisterende måtte stoppe resten af bandet. Vi andre havde fået en soul-lektion, fra en af de legender som i den grad klædte Orange Scene.
