Mesterlige Isbell imponerer på Southeastern
Jason Isbell brød igennem som musiker da han på et afbud kom med i Drive-By Truckers som bandets tredje guitarist, da truckerne turnerede i forbindelse med Southern Rock Opera (2001). Isbell var en del af bandet på de tre efterfølgende album (Decoration Day (2003), The Dirty South (2004) og A Blessing and a Curse (2006)), og viste med numre som ”Outfit”, ”Decoration Day”, ”Easy On Yourself”, ”Danko-Manual” og ”Goddamn Lonely Love” sig som en sangskriver fuldt ud på niveau med bandets to ankermænd, Patterson Hood og Mike Cooley. Den 5. april 2007 annoncerede Isbell, at han havde forladt Drive-By Truckers, og dagen efter bekræftede Patterson Hood den triste nyhed. Dengang forlød det, at Isbell forlod bandet for at forfølge en solokarriere, men siden har Isbell fortalt, at han nærmere blev smidt ud af bandet, da han på grund af alt for meget alkohol ikke altid var lige let at være sammen med.
Den 5. april var for undertegnede en trist dag. Isbell var nemlig blevet min klare favorit blandt truckernes tre sangere og sangskriver – såvel vokal- som sangskrivningsmæssigt. Tristheden fortog sig dog hurtigt, for allerede den 7. juli udkom Isbells første soloalbum, Sirens of the Ditch, og det viste en mand, der i den grad var klar til at stå på egne ben. Siden er Jason Isbell blevet stærkere og stærkere for hvert album og med Southeastern – Isbells fjerde – sættes kronen på værket. At Drive-By Truckers siden Isbells afgang har formået at udgive tre stærke albums gør kun glæden større.
Siden udgivelsen af Here We Rest (2011) har Isbell lagt alkoholen på hylden og er blevet gift med sangerinden og sangskriveren Amanda Shires. Om det er tørlægningen, den nyfundne kærlighed eller andre omstændigheder, der har haft indflydelse på Southeastern er ikke så vigtigt, for fakta er, at albummet er Isbells bedste. Og trods alle de lykkelige omstændigheder, så er sangenes temaer bestemt ikke blevet lysere af den grund. Tag for eksempel den hjerteskærende ”Elephant” om en fyr og hans kræftsyge veninde, hvis liv langsomt ebber ud. Sangen slutter med det lidet opløftende: ”There’s one thing that’s real clear to me / no one dies with dignity / We just try to ignore the elephant somehow, somehow”. Og så er der den afdæmpede “Yvette” om pigen, der bliver misbrugt af sin far: ”Your mother seems nice, I don’t understand why she won’t say anything / As if she can’t see whe he turned out to be”. Sangen slutter i øvrigt med, at faren bliver skudt gennem ruden til datterens værelse af en af hendes klassekammerater, fra hvis perspektiv historien fortælles: “I might not be a man yet / but your father will never be / so I load up my Weatherby”.
På sine to seneste albums har Jason Isbell haft backingbandet The 400 Unit med sig. Denne gang er der i højere grad tale om et soloalbum, og her er det den akustiske guitar der dominerer, og den elektriske får kun plads på tre numre; Det første er ”Stockholm”, ”Flying Over Water” og ”Super 8”. Ingen af de tre numre hører til albummets allerbedste, og selvom de alle er gode, så er sangene på Southeastern mest intense når den akustiske guitar er fremme – gerne akkompagneret af en atmosfærisk slide guitar eller Amanda Shires på fiddle. ”Super 8” er et up-tempo røvballenummer, der minder om noget Hayes Carrl kunne have skrevet og sunget. Nummeret er godt, men passer ikke ind i den følsomme helhed og mere alvorlige grundtone resten af albummet udgør.
Isbell er en fremragende historiefortæller og det er svært at tro andet end at nogle af teksterne omhandler ham selv. Særligt den afdæmpede ”Live Oak”, der uden nogen form for instrumentering åbnes af følgende ”There’s a man who walks beside me, he is who I used to be / And I wonder if she sees him, and confuses him with me”, er uden tvivl egen erfaring. Tekststykket er sunget lige så nøgent som Isbell må have følt sig som nu ædru alkoholiker.
Southeastern er et helstøbt flot album fra åbneren ”Cover Me Up” til afslutteren ”Relatively Easy” – med ”Super 8” som eneste uheldige bump på vejen. De fleste af sangene omhandler problemer af den ene eller den anden slags. Det hele opsummeres på sin vis i ”Relatively Easy”, der med følgende tekststykke bringer en stor portion håb ind i Isbells univers.
You should know compared
to people on a global scale
our kind has had it relatively easy
and here with you there’s always
something to look forward to
our angry heart beats relatively easy
Isbell har fundet sin indre ro, og det er der kommet et mesterværk ud af.
