De små skæve trolde var gode, men ikke imponerende
Black Francis har altid haft en tendens til arrogance og en slags grumpy old man kom da også til udtryk denne udsolgte aften i Falconer Salen. Når man blot fem dage forinden havde oplevet en forrygende og særdeles udadvendt entertainer i Nick Cave til en topkarakter-koncert samme sted, var det en kende ærgerligt at være vidende til, uden at skuffes på den konto.
I det hele taget virkede slut 80´erne/ start 90´ernes helt store støjrock-ikoner Pixies lidt uengagerede og lettere uoplagte onsdag aften – i hvert fald i første del af koncerten.
Fra start med “Caribou” og “Monkey Gone To Heaven” var lyden langt fra optimal. Trommerne buldrede og selvom den ellers sympatiske David Lovering, med sit karakteristiske venstrehåndsslag lånt fra jazzen, bestemt holdt takten, var det irriterende. Endvidere var Black Francis´ vokal alt for skinger og diskant. Det blev der heldigvis rettet op på som koncerten skred frem.
Noget andet der ikke kan rettes op på, er Pixies og dermed især Francis´ manglende lyst til kommunikation. Ingen godaften, ingen henvendelse mellem numrene, ingen tak for i aften. Absolut ingenting sagde den opulente troldefrontmand. Eneste tilkendegivelse var en løftet arm til afsked efter en mere end 30 numres lang opvisning i hvorfor folk stædigt holder fast i Pixies, nemlig de fremragende numre der fylder bagkataloget. Og netop nye numre som det semi-elektroniske “Bagboy”, Indie City” og “Andro Queen” er altså klasser under fortids niveau. De kommer ligesom ikke rigtig nogle vegne, vil ikke rigtigt noget vedkommende og det var tydeligt at publikums begejstring helt naturligt faldt, når numre fra EP-1 blev skudt af sted.
Et stort minus er også Kim Deal´s retræte fra bandet. Godt nok er Kim Shattuck på papiret en adækvat erstatning, og hun spiller da også den karakteristiske huggende bas som den skal lyde, men nogen Kim Deal er hun altså ikke, hverken når det kommer til stemme eller uimodståeligt glimt i øjet og karisma. Måske var det derfor klassikeren “Gigantic” var fraværende i aften.
“Here Comes Your Man” og “Wave Of Mutilation” fungerede godt lydmæssigt, mens de hidsigt støjende “Nimrod´s Son”, “I´ve Been Tired” og “Something Against You” led en del og druknede i infernalsk larm. Første gang koncerten for alvor peaker er den guddommelige trio af numre “Gouge Away”, “Tame” og “Hey”. Her går lyd, melodi og udførelse op i en højere enhed og der bliver da også kvitteret med aftenens vildeste bifald.
Collegeradio-klassikeren “Where Is My MInd” slutter hovedsættet og her tier Francis for en kort stund og lader publikum synge omkvædet og der spreder sig en varm følelse af velvære i kroppen.
Anden gang koncerten peaker og måske når det sublime er, da Pixies træder tilbage på scenen til tonerne af “Planet Of Sound”, “Bone Machine” og en lang og vild version af “Vamos”, hvor Joey Santiago´s udknaldede guitareksperimenter, kunne gøre selv Thurston Moore misundelig. Simpelthen topklasse.
Jeg savnede de lidt længere spacehymner som “Motorway To Roswell” og “No. 13, Baby” og havde vanskeligt ved at forstå, hvorfor “Debaser” ikke er uomgængelig standard hver aften, uanset om Pixies gør en dyd ud af, at skifte sætliste hver aften. Men sådan må det være, når man skal selektere i en så omfangsfuld diskografi.
Det blev en aften, der pendulerede mellem det magiske og det henslængt ligegyldige- men indrømmet – den holdning tror jeg ikke, at jeg deler med flertallet, for omkring mig var lutter brede smil og dansende mennesker, der tydeligvis havde ventet alt for længe på Pixies. En skønsom blanding af folk som undertegnede, der var med helt tilbage fra begyndelsen i 80´ernes heydays og unge nytilkomne, der har set lyset i amerikanerne, der tilsyneladende har fået endnu en glansperiode med nye fans.
Godt at folk kan høre kvaliteten af et band, der ingenlunde virket bedaget, men blot var alenlangt foran de gængse støjrockere fra den periode. Pixies havde en særlig evne til at skrive en lang række skæve popsange, pakket ind i solid og krasbørstig støj, abrupte og aparte retningsskift og excentriske tekster om ufoer og alskens galimatias. Pixies favnede den gode popsang tilsat at skud punket energi og en rasende kreativitet, og det har tiden ikke taget fra dem.
