En satans god aften
Det var med ringe forventninger, jeg indtog Forum denne aften, for med koncerter med The National og Soundgarden in mente – for ikke at tale om de utallige andre koncerter, man er gået skuffet hjem fra i betonhuset – kunne man kun frygte endnu en gang udechifrerbart lydbulder med efterfølgende skuffelse. Alle forudindtagede forventninger blev dog heldigvis gjort til skamme for jeg tror aldrig, at jeg har oplevet så – om ikke fænomenal – så forbløffende god lyd i den store hal.
Godt 10.000 havde indløst entré til en aften i nostalgiens tegn – og nogle sikkert også for at se den skøre giraf Ozzy O. for måske sidste gang – og forventningerne sydede helt ind til Rådhuspladsen.
Inden The Godfathers of doom gik på, skulle vi dog lige forbi knap tre kvarter i selskab med det glimrende band Uncle Acid & The Deadbeats. De lagde for med skidt lyd og hermed troede man, at aftenen ville ende som så ofte før, nemlig i frustration over et engageret band med masser af solide numre på kontoen, der bare blev tævet af dårlig akustik. Heldigvis fik onklernes lydmand hurtigt styr på lyden og supporttjansen endte med at blive helt god. Lange numre svøbt i psykedelia, stoner og momenter af doom, tilsat tostemmige lyse vokaler, var et hit i min bog. Flere gange tog jeg mig i, at ønske en dobbelt så lang spilletid for retro-briterne.
Præcis på slaget 21, slog Black Sabbath tonerne an til “War Pigs” med bomber, brag og blitzkrieg, mens den sorte ypperstepræst Ozzy Osbourne løftede armene i messias-position bag det transparente scenetæppe. Skrigene og de forventningsfuldt løftede horn lagde sig om Forums hal som en tæppebombning og da Tony Iommis stålsatte guitarriffs slippes løs ville begejstringen ingen ende tage. Lyden er god – i hvert fald klasser over Forumstandard – og selvom Ozzy kikser lidt vokalmæssigt, især når stemmen skal strækkes helt ud til yderpolerne, er det sgu i orden, det han leverer. Geezer Butler står smilende og kaster sine saftige insisterende bashug af sted, mens Iommi tilsyneladende også er mere end tilfreds. Bandet mener det og tager seancen alvorligt og selvom Ozzys, i længden noget irriterende koncertfraser “Let me see your fucking hands” og “I can´t fucking hear you” repeteres om og om igen, virker Birminhamkvartetten tændte og seriøse på den fede måde.
Bill Wards erstatning Tommy Clufetos ligner Brant Bjork, når han sidder og tæsker bag tønderne. Måske savner han Wards småjazzede finesser og henkastede facon, som han på ungdommelig vis veksler til råstyrke og tyngde, men ellers kan intet udsættes på flaben. Han kommer lidt til kort midt i koncerten, hvor han leverer en alt for lang og ret ensformig trommesolo under “Rat Salat”, der godt nok viser hans slagstyrke og sans for hurtighed, men som ender med at blive en opvisning i den samme gentagende øvelse med meget lille variation. Nuvel, de aldrende metal-ronkedorer har med sikkerhed brug for en pause af vægtig varighed, så han er langt hen ad vejen undskyldt.
Vi får selvfølgelig de gamle klassikere “Into The Void”, “Snowblind”, “Iron Man”, Children Of The Grave”, en forrygende version af “N.I.B”, mens de nye numre fra 13 – “Age Of Reason” og “End Of The Beginning” fungerer fortræffeligt og indgår stort set på lige fod med det gamle materiale. Af uforståelige årsager har Black Sabbath valgt at tilsidesætte singlen og det virkelig gode nummer fra 13 “God Is Dead”.
Aftenens helt store øjeblik kommer midtvejs, da Black Sabbath udøver en fuldstændig formidabel version af kongeskæringen “Black Sabbath” fra deres debut. Her forstår man hvorfor bandet er så anerkendte og står som godfathers of doom. Præcis her skræller man alle de mellemliggende år og Ozzys latterlige medie-deroute som klovn af og oplever bandet som var tiden beamet direkte tilbage til det herrens år 1970. Stort og hele aftenen værd.
Ekstranummeret er selvfølgelig “Paranoid”, men med den finte, at den åbnes med riffet til “Sabbath Bloody Sabbath”. Det er mig en gåde, at man ikke kan give os begge numre og at man i det hele taget forbigår netop det album. Kunne man ikke have droppet det ligegyldige “Dirty Women” fra det middelmådige album Technical Ecstacy og i stedet givet os “Killing Yourself To Live”, eller titelnummeret.
Sætlister kan altid diskuteres, men Black Sabbath gav os indiskutabelt en nærværende, seriøst velspillet og helt igennem glimrende aften down memory lane med noget så forunderligt som god lyd i Forum. Alene det burde give topkarakter.
