Ørkendronningerne viste igen god form.
At man skulle opleve to koncerter inden for samme uge med god lyd i Forum, ville jeg have forsvoret, men det er ikke desto mindre en realitet efter at Black Sabbath og nu Queens of the Stone Age ydede betonkvadraten mere end akustisk retfærdighed.
Efter Band of Skulls havde leveret et glimrende halvtimes sæt, med god omend en kende lav lyd kom turen til hovedpersonerne i Queens of the Stone Age. Kunne Josh og co. levere en lige så vellykket performance, som de leverede søndag på Roskilde Festivalen. Jo såmænd kunne de det, for det var en udpræget musikbegejstret kvintet, der mødte et lige så topspændt publikum i et kun halvfyldt Forum. Måske man skulle have booket Tap 1 i stedet, for uanset at amerikanerne vitterligt er populære, var 10.000 solgte billetter, tilsyneladende for stor en mundfuld for de spilleglade ørkenrockere.
Det lod de sig heldigvis ikke gå på af, tværtimod spillede gutterne blændende og engageret. Homme har en lettere ugidelig fremtræden, men det skal man ikke lade sig narre af, for guitaren lyver ikke, når han leverer henholdsvise skarpe, krasse og syrede figurer på spaden. Det løftede sig til det kuldegysende guddommelige mod slutningen i en helt igennem smuk udgave af “I Appear Missing”, der rundedes af med en sindsoprivende solo, der må give David Gilmour søvnproblemer. Kuldegysningerne stod i kø, mens man måbende så på en mand, der tilsyneladende henkastet kan opdrive en solo af en anden verden. Når den så følges af det kongeniale nummer “A Song For The Dead” falder paraderne fuldstændigt og man må bare bøje sig i støvet af anerkendelse.
Inden da skulle vi igennem et sæt med overvægt på materiale fra …. Like Clockwork. Netop den plade har en tendens til stilstand og den følelse indfandt sig da også et par gange i løbet af aftenen. Men har man som Homme så stærkt et materiale at trække på, går der ikke lang tid med den momentane kedsomhed. Jeg mener, når man kan skyde numre som “No One Knows”, “Go With The Flow”, “Little Sister”, “Sick, sick, sick”, “Monsters In The Parasol” og livefavoritten “Feel Good Hit Of The Summer”, der denne gang lå sidst i sættet i modsætning til tidligere, hvor den bruges som førstegangsindpisker i åbningen, ja så går det aldrig helt galt.
Lyden var som nævnt god, kun en enkelt gang under “My God Is The Sun”, faldt Hommes vokal helt ud, men det lod drengene sig såmænd ikke gå på af, de spillede da bare videre indtil det rettede sig igen.
Cool er nok det første ord der springer frem, når man taler Josh Homme. Det er som om musikalitet kommer nemt til ham, på sådan en næsten tilfældig måde. Jeg har ellers brugt nogle år på at komme mig over, at han forlod det ypperligste band indenfor stonerrocken; Kyuss, men så snart debutalbummet dengang i ’98 udkom, kunne man jo kun hoppe med på vognen for det var – og er stadig – deres stærkeste album sammen med Songs For The Deaf. Derfor var frustrationen da også velvoksen, da QOTSA havde valgt helt at undgå det blændende album. Synd og skam.
Udover hele ni numre fra ….. Like Clockwork, var resten af repertoiret et bredt udvalg fra Era Vulgaris, Songs For The Deaf, Rated R og Lullabies To Paralyse og ingen kunne dermed føle sig snydt. Endvidere pendulerede numrene fornemt mellem de mere tilbagelænede og syrede numre og så de mere hidsige og direkte rocknumre.
Få sparker røv som QOTSA, når de gider. Det gad de det meste af fredag aften, så selvom det langtfra er deres bedste koncert på dansk grund, er det stadig klasser over det mange andre bands formår.
