Velspillet folk-rock i svedhytten
Det var med et anmelderrost album, samt positivt omtalte koncerter, i ryggen at Kristian Finne mødte op på Roskilde Festival som Chorus Grant. To dage forinden havde han sammen med Nikolaj Manuel Vonsild (When Saints Go Machine) startet en fantastisk musikdag, med deres fælles projekt Cancer, og her søndag klokken 13, stod han på egne ben, bakket op af et fremragende band.
Solen sendte aggressivt sine UV-stråler mod festivalpladsen, og Gloria-grotten blev omdannet til en nordisk svedhytte. Personligt havde jeg ikke min bedste dag. Stresset af at nå den tidlige koncert efter gårsdagens sene Slowdive-koncert, mødte jeg en time tidligere op, totalt uforstående over at ingen andre var mødt op, samt at bandet gik så meget over tid med deres lydprøve. Efter et kig i programmet, fandt jeg så ud af at jeg havde taget fejl af tidspunktet.
På alle måder følte jeg mig som en idiot. Mest med tanke på at jeg havde lavet en kæmpe brøler, hvis jeg nu i stedet var kommet for sent. Jeg havde også dårlig samvittighed over for den lejr, som jeg var flygtet fra, uden at sige ordentligt tak for en god festival. Men jeg prøvede at tage mig sammen, og nyde sidstedagens første koncert så godt som muligt.
Chorus Grant spillede også rigtig godt. De lagde ud med den fremragende ’O Everyone’, der vuggede af sted som rolig og åndelig folk-rock. Bandet var forsigtigt spillende, men kunne hele tiden gå et par gear op, når musikken krævede det. Det skabte en fantastisk dynamik i løbet af koncerten. Ja det havde nærmest jazz-kvaliteter over sig, som da Moogie Johnson spillede en fremragende bas-solo. Samtidigt lød korarrangementerne, hvor Finne blev bakket op af keyboard spilleren Camilla Munck og guitaristen Laurids Smedegaard, som om de var lavet af nogle af 60’ernes bedste folkgrupper, der især klædte et nummer som ’The Idea’.
På tråds af at det var utroligt velspillet, blev jeg alligevel ikke helt draget af koncerten. Varmen i svedhytten gjorde mig direkte distraheret, og som en af mine venner gjorde mig opmærksom på efter koncerten, havde bandet, med kun 40 minutters udgivet musik i ryggen, ikke materiale nok til en hel times koncert. Så selvom Chorus Grant egentlig levede fint op til den anmelderhype, Kristian Finne er ramt af, blev koncerten heller ikke mere end et godt tidligt bekendtskab, med et projekt der forhåbentlig udvikler sig, og tilføjer mange flere stærke sange til diskografien.
