Hypnotiserede Krautgaze for søndagstræt publikum
At Deerhunters første danske koncert i fem år, ikke blev fuldstændig magisk, er bestemt ikke det amerikanske bands skyld. Krautgaze-bandet ramte flere gange deres absolutte topniveau, men et søndagstræt publikum stod med korslagte arme, imens de kogte i solens varme, og kunne slet ikke overskue en koncert med dette eminente band. Publikum snød simpelthen sig selv for en fantastisk oplevelse, anført af karismatiske Bradford Cox, der virker til at være født til at stå på en scene.
Han var fuld af skøre indslag, som da han under lydprøven, der først lige præcis blev overstået inden koncerten, jammede den amerikanske nationalmelodi ’The Star-Spangled Banner’, uden noget egentligt formål. Det hele var meget intuitivt, som da han begyndte at recitere teksten til Patti Smiths ’Horses’ under et langt mellemspil i ’Nothing Ever Happened’, der sammen med ’Helicopter’ og den afsluttende ’Monomania’ udgjorde koncertens højdepunkter.
På ’Don’t Cry’ fremstod queer-sangeren, hvis udseende er præget af at han lider af Marfans syndrom, som et ekstremt sympatisk mennesker, med stor forståelse for skæve eksistenser. Det er selvom han ikke havde meget forståelse for den security-manager, der ikke ville lade en kvindelig sikkerhedsvagt, komme op på scenen, for at spille guitar på ’Monomania’.
Bandet var allerbedst, i deres lange instrumentale codaer, hvor Cox og de to andre guitarister Lockett Pundt og Frankie Boyles, langsomt opbyggede hypnotiserende guitarharmonier, hvor de tre guitarister smukt byggede oven på hinandens spil. Det blev ledsaget af et solidt kraut-groove, opbygget af bassist Josh McKay og trommeslager Moses Archuleta. Bandet var ikke bange for at improvisere, og det skabte nogle smukke atmosfæriske overgange imellem numrene.
Hvis blot denne koncert havde ligget på festivalens åbningsdag, er jeg overbevist om at dette havde været en fuldstændig magisk oplevelse. Lad os håbe på at der ikke går fem år, før dette fantastiske band besøger Danmark igen.
