Wonders orange kirke
På trods af at Roskilde Festivals udviklingschef Esben Danielsen for blot tre år siden, meldte at festivalens kommende 5 års plan ikke inkluderede rockens aldrende giganter, er det alligevel The Rolling Stones og Stevie Wonder der har været dette års absolutte hovednavne. Hvad der lige er gået galt i kommunikationen mellem festivalens bookinggruppe og udviklingschef, ved de kun selv på sekretariatet, men Danielsens udmelding virker i dag som en stor joke.
En stor joke var det også da 64 årige Wonder, et kvarter forsinket, trådte ind på scenen. Det lignede mest af alt en forvirret mand, der var stukket af fra plejehjemmet, da han vaklede ind på scenen, og væltede ind i sit mikrofonstativ. De fleste dreadloocks var faldet af hans skaldede isse. Iført keytar lagde han ud med et cover af Marvin Geys ’How Sweet It Is (To Be Loved By You)’, der endte i en patetisk tale om ”How sweet it is to be loved by god.” Det var virkelig cheasy, men sådan set også forståeligt at Wonder forsøger at please gud, hans fremtrædende alder taget i betragtning.
Når det er sagt, var det faktisk en god oplevelse, at være til stede i Wonders gospel-kirke. Præsten bag tangenterne, fungerede som en stærk korleder, der skarpt fik publikum, til at synge ret avancerede korroller, men det var ganske vist et publikum der ikke havde været underlagt massiv druk siden søndag morgen. Bandets spilleglæde smittede af på menigheden, der fulgte den sympatiske præst. ’Living for the City’ blev introduceret med en stærk antiracistisk tale, hvor Wonder gav musikkens sukkersødme kant, med en kommentar om at alle racister burde skære øjnene ud på sig selv. ”Ebony and ivory live together in perfect harmony” sang han, og den var alle naturligvis så meget med på, at denne del af koncerten burde videoafspilles til Dansk Folkepartis sommerfest.
Hits som ’Master Blaster (Jammin’), ’Day Tripper’ (ja Beatles-nummeret), ’Signed, Sealed, Delivered I’m Yours’, ’Superstition’ og ’I Just Called to Say I Love You’, blev leveret i versioner, hvor den værste sukkersødme forsvandt i bandets funky lyd. Wonder sang bedre end man kunne forvente, og det vil han gøre til den dag han dør.
Præsten klædte Orange Scene, men det var foran et publikum, der var så langt væk fra festivalens kernepublikum, at festivalånden var ligeså ægte, som korsangerindernes bryster. Med andre ord var det ikke en særlig visionær booking, men mere en anledning til at festivalens kernepublikum, kunne få besøg af sine forældre til en søndagstur i Wonders orange kirke.
