Folkefest med forbehold
Der er altid en særlig stemning, når festivalpladsen endelig åbner portene, og festivaldeltagere rammer pladsen med glæde og vildskab i øjnene. Opvarmningsfesten kan være god nok, men endelig kan der ske noget. Jeg havde på forhånd valgt at stile mod Avalonscenen denne onsdag – The Minds of 99 og andre måtte fyre den af uden mig som publikum.
Bob hund blev dannet i 1991, og udgav deres selvtitlede debut-ep i 1993. Fra starten har deres logo med den piberygende hund fulgt dem, og deres sange har været påvirkede af bands som Hüsker Du og Pixies. Finurlige og “quirky” rocksange, leveret med stor energi og brug af både keyboards og guitar til at lave melodier, der både formår at sætte sig fast i øregangen. De klassiske plader fra dette band kom i halvfemserne, Omslag: Martin Kann, Jag rear ut min själ! Allt skal bort!!! og Stenåldern kann börja (2001). Efter disse plader koncentrerede bandet sig en tid om sideprojekterne Bergman Rocks og Sci-fi Skåne, indtil bandet igen begyndte at producere musik i slutningen af 00-erne.
Bob Hund lagde tidligere på året Jazzhouse ned med et brag af en koncert, der høstede topkarakterer hos flere anmeldere. Dette skete efter bandet i 2013 solgte alt deres udstyr, og koncerten blev fremført på instrumenter, de havde lånt til lejligheden af fans. Dette har de holdt fast i, og forsanger Thomas Öberg, der til lejligheden var iklædt sin karakteristiske Zorromaske, fortalte ved koncertens start, at de både havde lånt instrumenter fra danske musikbutikker, og fra en svensk skole, hvor keyboardsene var kommet fra.
Straks efter den messende sang “Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk” begyndte Öberg at piske publikum op i stemning ved at bede dem om at klappe i dobbelttakt – “der er så få Bob Hund fans, så I bliver nødt til at arbejde endnu hårdere”. Derefter fulgte et par sange, hvor bandet måske havde tekniske problemer med instrumenterne. I hvert fald blev der gestikuleret og scenepersonale blev kaldt på scenen, uden at det gik ud over bandets entusiasme.
Derefter kom den sang, Thomas Öberg fortalte, at han havde glædet sig mest til at synge denne dag, “Blommor På Brinnande Fartyg”. Til dette skulle han hverken låne en bas, fortalte han, eller en guitar, men i stedet for en “steady arm” til at holde mikrofonen. Han kravlede ned blandt publikum og fandt en villig sjæl, og stillede sig derefter op på rækværket og sang i mikrofonen, som den hjælpende hånd holdt.
Den afslappede stemning i “Blommor På Brinnande Fartyg” var symptomatisk for bandets sangvalg denne aften, og der var en overvægt af sange i midttempo. For mig at se var det et af de svage punkter ved sangen, der gjorde, at vi desværre ikke fik den ultimative forløsning, som jeg havde håbet på. Det var dog tæt på med nummeret “Nu är det väl revolution på gång?”, hvor den effektive scenemand Öberg crowdsurfede ud blandt publikum – med ordene “Jeg skal ind igen! Jeg har ikke nogen pensionslivsforsikring!”
I en senere sang bad Öberg kvinderne blandt publikum om at træde i karakter: nemlig de kvinder med hår under armene, og som har verdens fremtid i tankerne. De skulle bedømme mændene iblandt dem, på hvem der dansede mindst testoteronsfyldt. Det var sjovt nok, men vejen fra idé til realisation blev hos bandet.
Alt i alt virkede det som om, at meningen var god nok hos den kære hund. Men om det var leveringen på de lånte instrumenter, der denne dag ikke klappede helt, eller det var sangvalget af de lidt mere gumpetunge og lidt mindre energiske og udfordrende sange – vi nåede aldrig helt i mål!
