Festlig Flower Power Pop
Karismatiske Florence Welch, der er blevet synonymt med bandet Florence and The Machine, er en født entertainer, der blomstrer i rampelyset. Under deres optræden på den amerikanske festival Coachella i år brækkede hun sin fod, da hun hoppede af scenen for at hilse på publikum, men the show must go on, og det samme gjordet bandets turne. Siden Florence and the Machine udgav deres debut album Lungs i 2009 har Frk Welch erobret det meste af verden med sine eksplosive sceneshows, hvor hun øser ud af sin romantiske sjæl og synger sin hjerteskærende smerte ud, mens hun danser rundt i flagrende gevandter. Og publikum inklusive undertegnede elsker det. Hjerte rimer på smerte, og Florence Welch har masser af begge dele i sine tekster. Med en perlerække af bombastiske sing’a’long hits lå det som skrevet i stjernerne, at der skulle skråles og danses simultant foran Orange scene i de tidlige aften timer. Og det blev der!
Iklædt hvide bukser og en gennemsigtig hvid chiffon skjorte indtog Florence Welch Orange scene med en naturlig selvfølgelighed. Med vinden flagrende i hendes røde lange hår gjorde englænderen det klart, at hun var kommet med et formål at nedlægge publikum for sine fødder. Den alfelignede sangerinde sprintede i bare tæer frem og tilbage over scenen med en tamburin i hånden, mens hun gav den alt på vokalen til åbningsnummeret ”What The Water Gave Me”. Hvad Frk Welch havde drukket, står hen i det uvisse, men med det energiniveau, som hun lagde for dagen, må det have haft saft og kraft. For sikke en tour de force i storladent flower power stadion pop. De blomsterklædte piger på de første rækker svajede til melodien af ”Rabbit Heart (Raise It Up)”, mens fyrene først i pitkøen til Muse sang med af hele hjertet på ”Shake it Out”.
Vokalen er klart Florence Welchs styrke, men det er også hende svaghed. Når hun prøver for hårdt, bliver den ellers fine vokal skinger som i den harpebasede ”Cosmic Love”, hvor Welch måtte se sig slået af sine egne vokale ambitioner. Hun er dog et charmerende bekendtskab. Omskifteligt på sekunder er hun ydmyg og forsigtig, når hun snakker, men kraftfuld og mægtig når hun synger. Hun poserer med en utilnærmelig divaattitude under sine numre, men har samtidig et flirtende glimt i øjet, der gør hende tilgængelig. Blidt opfordrede hun til menneskepyramider og fortalte anekdoter om sangene her og der. Der kommer nok aldrig så perfekt en setting for titelnummeret fra seneste album How Big, How Blue, How Beautiful, der blev sunget under en perfekt skyfri, blå himmel, hvilket Welch rørt påpegede.
Florence and the Machine sluttede deres bravur brag af en koncert med deres første hit ”Dog Days Are Over”, og da tonerne klingede ud, hørtes kun de hæse stemmer foran Orange juble over det engelske bands triumftog.
