(Af)Mægtige Mastodonter
Konferencieren på Arena, fik lidt klodset præsenteret Mastodon, som et band du ikke kan sætte i bås som hverken Prog eller Heavy Metal, men som et band der har leveret mesterværk efter mesterværk. Umiddelbart er jeg ikke helt enig i den påstand, da jeg mener de to seneste udspil fra Atlanta kvartetten, har været en lidt blandet fornøjelse. Nuvel, det var dog alligevel med en forventning om en gedigen rock-koncert, at jeg stillede mig nogenlunde midtfor i det halvfyldte Arena-telt omtrent 5 minutter før koncertstart. Dette dels grundet min kærlighed til især Leviathan, Blood Mountain og Crack The Skye pladerne og dels det faktum at bandet hidtil ikke har skuffet mig i en livesammenhæng. Guitarist Brent Hinds stod allerede klar i kulissen og gestikulerede til publikum, hvilket kun lagde endnu mere i støbeskeen til en god aften. Han virkede i hvert fald tændt fra start.
Desværre skulle aftenens koncert være et eksempel på hvor hurtigt et humør kan vende, og hvor stor en forskel den slags nogle gange kan gøre for helhedsoplevelsen. Allerede i første nummer, den ganske gode “Tread Lightly”, fra sidste års Once More ‘Round the Sun, blev det hurtigt tydeligt at lyden drillede især Brent Hinds, som nærmest opgav at synge sin del af sangen og tydeligt gjorde sin monitortekniker opmærksom på at han ikke kunne høre sig selv. Ærgerligt nok lykkedes det tilsyneladende ikke at ændre på dette henover de næste par numre, de ellers glimrende og musikalsk veludførte “Blasteroid” og “Oblivion”, hvilket kun var benzin på Hinds’ bål, og på et tidspunkt resulterede i et afmægtigt knytnæveslag i foringen på et af hans mange guitarkabinetter. Frustrationen var da også til at tage at føle på, da undertegnede glimtvis fik associationer til tuvansk strubesang når Hinds gik til mikrofonen, hvilket ikke gjorde det nemmere at abstrahere fra lydproblemerne.
Helt galt gik det dog efter en god håndfuld numre, da lyden ud til publikum fuldstændig forsvandt og bandet tærskede sig igennem noget nær et helt nummer, kun med lyd i deres egne scenemonitors, til publikums store forargelse. Sikken en ærgerlig start!
Et band med så mange års erfaring, kan naturligvis ryste de værste tekniske problemer af sig og levere varen alligevel. Og dog. Der skal ikke være tvivl om at 3/4 af bandet gjorde et ihærdigt forsøg på at sejle en hastigt synkende skude i land, med æren i behold og det var momentvist dejligt befriende at høre navnligt trommeslager Brann Dailor og bassist Troy Sanders, vokalpræstationer i den efterfølgende tungt drevne “The High Road”, sidde så meget i skabet. Her var man ikke i tvivl om bandets evner. Også guitarist Bill Kelliher fik med diverse stage poses, og en generel coolness, givet sit indskud på den positive konto, men Brent Hinds var resten af koncerten, stadigvæk tydeligt frustreret, hvilket desværre stjal billedet. Undervejs kom frustrationen til syne, ved at han forsvandt om bag sin mur af forstærkere eller var i hyppig dialog med monitorteknikeren. Enkelte gange spillede han sine soli med ryggen til publikum. Dette medførte en underlig asymmetri på scenen, som egentlig underminerede de andre bandmedlemmers forsøg på at redde den hårde start. Selv Troy Sanders’ opmuntrende ”fuck it, let’s just go for it” efter lydfadæsen, virkede hurtigt forgæves. Hinds, der normalt er et af bandets absolutte trækplastre, både med sit fuldstændig fabelagtige guitarspil og sin unikke stage-presence, var i aften mere en klods om benet på resten af ensemblet.
Selv ikke en stærk afslutning med “Crystal Skull”, “The Czar” og “Blood and Thunder”, kunne ændre på at dette var en kuldsejler allerede fra start af, på trods af de bedste intentioner. Grundlæggende var det en frustrerende sløj omgang at være vidne til og jeg blev undervejs helt pinlig på bandets vegne over scenariet. Det kan de umuligt selv have været tilfredse med.
For mit vedkommende, vil jeg helst glemme at denne koncert har fundet sted og derimod reminiscere mine tidligere liveromancer med dette band. Det tror jeg egentlig også Mastodon vil være enige i, især Brent Hinds.
