Den amerikanske drøm holdt sig for sig selv
Det går op og ned i denne verden, og man bærer sin skæbne med sig. Det er Ryan Adams et levende bevis på.
Orange Scene tog torsdag eftermiddag imod en amerikaner, der er blevet udnævnt til at være en af de største nye stjerner på den moderne countryrockscene. Efter en opvækst der havde været alt andet end positiv, dannede Ryan Adams i 1994 bandet Whiskeytown. Dette band blev spået en stor fremtid, men gik i opløsning i 2000. Samme år udgav Ryan Adams solopladen Heartbreaker, et album der holder høj kvalitet hele vejen igennem, og trækker på inspirationskilder som Bob Dylan og The Smiths, som Ryan Adams selv har udtalt var den rockgruppe, der fik ham til selv at ville lave musik.
Ryan Adams har gennem hele sin solokarriere holdt et imponerende højt produktivitetsniveau, med masser af udgivelser både i eget navn og sammen med bandet The Cardinals. Men samtidig med dette voksede hans utilfredshed med tilværelsen og sin egen succes, og han fik ry for at være utilnærmelig over for publikum og have lav tolerance med pressen.
I 2006 blev han diagnosticeret med mèniéres sygdom, en kronisk lidelse der skyldes forhøjet væsketryk i det indre øre, og kan give svimmelhed, tinnitus og trykken for øret. Efterfølgende begyndte han, ifølge et interview i The Guardian fra 2011, at tage sin egen produktion op til genovervejelse, og blev stoffri og ædru, noget der bliver taget op på pladerne III/IV. Han har levet et mere roligt liv siden da, og er i øjeblikket aktuel med pladen, der bærer hans eget navn Ryan Adams (2014), og en liveplade fra Carnegie Hall i New York, der blev optaget i løbet af to aftener i november 2014.
At dømme efter scenen, var der lagt op til en opførsel i rockistisk americana, for der var både arcadespil og reklameskilt for Dr. Pepper. Vi manglede nærmest kun en pink Cadillac, så kunne bandet have spillet i Graceland i Randers.
Men Adams røde Black Flag t-shirt, og denimjakken med de mange logoer fra metalbands, sendte deres eget signal om, at tiderne er skiftet. Det er meget muligt, at man kan lave sange, der kommer op på siden af Dylan og Springsteen, men den amerikanske drøm må kontinuerligt genføde sig selv. De gamle helte skal have lov til at dø i fred, og for at den nye generation kan finde et fælles udgangspunkt, skal nye sangere have lov til at spire frem og genopfinde den amerikanske drøm om frihed – en drøm, der i dag mest af alt skreg “Leave me alone!”
Ryan Adams må have haft en af sine dårlige dage, eller også har der været noget andet i vejen – der var nærmest ingen kontakt med publikum og ingen åbenhed fra hans side. Udover tak et par gange mellem sangene, var det eneste udadvendte, han leverede, en hyldest hen mod slutningen til sin trommeslager, der åbenbart stammer fra vores del af verden.
Den slags trækker ned i den samlede vurdering, for godt nok er sangene smukke, men hvorfor så ikke sætte pladen på derhjemme? Eller hvorfor ikke gå på opdagelse hos mindre bands på andre scener, der vil gøre alt hvad de kan for at skabe en god oplevelse?
Ryan Adams ville ikke nødvendigvis være blevet bedre af, at blive placeret på Arena eller en anden scene, da kravet om publikumskontakt er så meget større. Vi fik en god koncert, med en masse smukke sange, hvor specielt “Come Pick Me Up” fra Heartbreaker gik lige i hjertet. Men på trods af dette følte både jeg selv, og dem jeg stod med, os en smule snydt. Det føltes som om, vi kunne have fået mere ud af koncerten, hvis Ryan Adams havde gjort mere ud af vores oplevelse.
