Sirensang og momentan magi
Norske Susanne Sundfør er gigantisk i sit hjemland, og det var derfor heller ikke nogen overraskelse, at Avalon var fyldt med en summen af norske stemmer fredag eftermiddag. Folk strømmede ind i det hede telt for at finde lidt skygge fra den brændende sol og for at blive kølet af med ophøjet, ærbødigt elektro pop fra de norske fjelde.
Jublen spredte sig under teltdugen, da den norske sangerinde gik på scenen. Klædt i sort tøj fra top til tå med knaldrøde læber lignede Susanne Sundfør en troldkvinde klar til at kaste en fortryllelse over publikum. Det lykkedes til fulde, da hendes tryllebindende stemme spredte sig ud igennem teltet, og fra første nummer overgav publikum sig Sundførs sirenesag.
Sundfør spillede enkelte numre fra hendes albums The Brothel og The Silicon Veil, men fokuserede på hendes seneste album Ten Love Stories, der sammenfletter powerballadernes intimitet med elektroens dynamik og rytmer. Med taktfaste slag på hjertet sang Susanne Sundfør indlevende om sit knuste hjerte på ”Kamikaze”, men som havde hun afsløret for meget af sig selv, krøb hun efterfølgende syngende sammen bag sit keyboard og sad skjult for de fleste på Avalon. Hendes generthed er hendes akilleshæl, for hendes tilbageholdenhed forhindrer hende i at fastholde kontakten med publikum. Og som koncerten skred frem, forsvandt fortryllelsen,. Hendes prægtige og kraftfulde sirenesang rækker kun så langt, og før koncerten var i nærheden af en afslutning, dryssede folk videre under sommersolen.
De, der blev på Avalon, lod sig momentant indhylde i Sundførs magiske og dramatiske fortællinger om kærlighed. Når det fungerede, så var musikken uimodståelig som på den tunge trommebaserede ”Accelerate”, der med sine bastante vibrationer virker som hjerteslag. Under et af sine få øjeblikke, hvor Sundfør kommunikerede med publikum, lå et lille smil på hendes læber. Velvidende at de første par strofer med genkendelige synth akkorder af den drømmende pophymne ”Fade Away” ville vække begejstring. Men måske havde Susanne Sundfør været bedre tjent med en plads i programmet sent på natten, hvor hendes melankolske melodier, og scenelyset kunne være kommet til deres ret. Det stod klart, da tonerne til ”Delirious” klingede an. Badet i rødt dramatisk lys, der slet ikke havde den ønskede effekt, sang Sundfør de første strofer med minimal akkompagnement. Men publikum fik aldrig den totaloplevelse af englesang kombineret med hypnotiserende electro, der borer sig smerteligt ind i sjælen. Dagslyset brød illusionen og fastholdt os i den virkelige verden.
Susanne Sundfør har et talent, der må gøre andre musikere grædefærdige. Hendes pianobaserede kompositioner er fascinerende fantasifulde, og kombineret med hendes smukke stemme burde den norske sangfugl kunne tryllebinde et publikum. Men på denne fredag eftermiddag var magien desværre kun momentan.
