En af de største
Det var en meget stor, og for mange tydeligvis meget følelsesladet, oplevelse at se en beatle spille på Orange og sjældent har man hørt så høj fællessang. Paul McCartneys koncert vil sent blive glemt af mange af os, der så den.
At Roskilde Festival i år havde booket et medlem fra et af de største, mest indflydelsesrige bands nogensinde, The Beatles, gav alle bandets mange fans store forventninger og allerede inden McCartney gik på var der en nærmest euforisk stemning i den bagerst pit oppe foran scenen, hvor oventegnede befandt sig. Og så var han der pludselig, lidt efter klokken havde passeret 22, og lagde festligt ud med “The Magical Mystery Tour” og en farveeksploderende storskærm bag sig. Publikum overgav sig fuldstændigt fra start også i det efterfølgende solkinsnummer “Good Day Sunshine”. Det var en glæde at erfare, at McCartneys stemme stadig er i topform og at han desuden havde et virkelig dygtigt backingband med, som alle sang på et højt niveau, så det gav det flotte, velklingende flerstemmige kor, som er en del af mange Beatlesnumre.
I settet var også en håndfuld af numrene fra Wingstiden og til trods for at disse numre ikke var helt så stort et hit blandt publikum, var der stadig en fantastisk glæde, man ikke ser hver gang foran Orange. Et nummer, som mange ikke kendte, var et nummer som blev præsenteret: “This is for my friend, John.” Og så fik flere voksne mænd (og oventegnede kvinde) våde øjne. Sangen omhandlede de ting, McCartney ville have sagt til John Lennon, men som han ikke nåede inden Lennon gik bort. Puh, der var mange følelser på spil der!
Dog var det overordnet en koncert fyldt med smil, samt gråd af glæde og en del grin, når McCartney på charmerende vis underholdte med forskellige anekdoter, fx med historien om at han havde tænkt sig at skifte guitar ret mange gange i løbet af koncerten, bare for at vise os guitarerne. Der var også nogle flotte eksemplarer i mellem, heriblandt en meget farverig en samt guitar, han havde skrevet “Paperback Writer” på, et nummer han naturligvis spillede, igen til stor fællessang.
Til gengæld kunne publikum også være helt mussestille på en måde, man efterhånden sjældent oplever til koncerter. En af gangene var under “Blackbird”, som viste, at en sang godt kan være helt enkel og stadig være utroligt smuk.
McCartney virkede som en helt i gennem sympatisk herre og understregede yderligere dette ved at invitere to teenagepiger op, da de havde medbragt skilte med beskeder på. Dette er åbenbart en tradition. Den ene pige fik en autograf på armen, som skulle blive til en tatovering og den anden ville bare have et knus. Den oplevelse glemmer de sent, ligesom koncerten sent vil blive glemt af mange af os, der fik lov til at skråle med på dejlige “Hey Jude”, lytte til hyldesten til George Harrison på hans skønne nummer “Something”, se McCartney sidde ved klaveret og spille den vidunderlige “The Long and Winding Road”, klassikeren (som der jo er en del af i Beatles-regi!) “Let It Be” og ikke mindst det overraskende afslutningsnummer “Golden Slumbers”
Det er svært helt at beskrive hvor stort, smukt og uforglemmeligt det var at overvære denne koncert. Roskilde Festival skal have tak for denne booking og Sir Paul, tak for alle de sange, som betyder så meget for så mange.
