Kun få, men store, vandpytter vidnede om torsdagens massive regnskyl. Regnen var glemt og pladsen var igen lige så støvet, som en festivalplads bør være. Da undertegnede ankom ved 15-tiden, var det tydeligt, at en del af gæsterne var ankommet nogle timer tidligere. Enten dét, eller også havde de bare lynhurtigt drukket sig til en ny brandert.
Første band, der skulle frekventeres var Amon Amarth (7) på Helvíti. Bandet spiller klassisk melodisk svensk dødsmetal med lyrik, der kredser om vikingetemaer. Navnet er i øvrigt elvisk for Mount Doom, hvor Frodo tilintetgør ringen. Torsdagen havde primært stået i hardcorens og den blødere metals navn, så det var tiltrængt, at få en god gang dødsmetal. Sanger Johan Hegg havde, udover sit band, selskab af to store drager, der på afstand så imponerende ud, men som tæt på lignede noget af papmache, hvilket det jo nok også var. Hegg så til gengæld faretruende ud både tæt på og langt fra, og når han åbnede munden og growlede, lød det lige så vredt, som det skulle. De obligatariske buldrende trommer kunne desværre godt overdøve resten af instrumenteringen, som i de tilfælde faldt helt tilbage i lydbilledet som en grå masse. Dette var kun momentant, for alt i alt var lyden god, og når trommerne holdt sig lidt tilbage, var der plads til masser af guitarlir.
Entombed A.D. (7) var næste band. Forsanger Lars Göran Petrov havde kort gæstet landsmændene fra Amon Amarth da de havde spillet en times tid senere, så stemmen var varmet op. Entombed A.D. blev dannet i 2014 efter Entombed blev opløst. Retten fastslog, at navnet Entombed tilhørte bandets oprindelige medlemmer, så derfor måtte Petrov tilføje et A.D. Udover Petrov består bandet af Victor Brandt, Olle Dahlstedt og Nico Elgstrand, der alle også har spillet med i Entombed. Petrov var en markant figur i Entombed, så det er egentligt rimeligt nok, at han kører videre i samme spor. Fra første riff var det da også tydeligt, at Entombed A.D. mener det alvorligt – og at de ikke bare kører videre med (næsten) samme navn, fordi de ikke kan andet. Lyden var fin på Pandæmonium, om end bassen af og til tromlede hen over resten af lydbilledet. Særligt Petrov var i topform som indpisker, og noget tydede på, at han havde fået en mjød eller to med vennerne i Amon Amarth inden koncerten. Der blev serveret en god omgang klassisk død, hvilket så ud til, at være lige hvad publikum havde brug for. Med først Amon Amarth og derefter Entombed A.D. havde Copenhell rådet bod på den manglende død om torsdagen.
Næste stop var et af festivalens hovednavne, Megadeth (7), der indtog Helvíti kl. 19:45. Ikke uden grund var forventningerne til et af de største thrashbands verden har set tårnhøje. Der blev lagt ud med ”Hangar 18” fra Rust In Piece (1990), hvorefter det gik videre til ”The Threat Is Real” fra dette års Dystopia, bandets bedste udspil i mange år. Guitarerne fræsede afsted og på intet tidspunkt så Mustaine og Megadeth sig tilbage! Den introverte Mustaine så faktisk for det meste enten nedad eller ind i sit hår. Sådan er han. Sådan har han altid været, så det er egentligt ikke rimeligt at kritisere ham for det her 30 år efter, men alligevel ødelægger det lidt af min live-oplevelse, at frontmanden ikke lever sig fysisk ind i koncerten. Senere kom ”Death From Within”, ”Dystopia”, ”Post American World” og ”Poisonous Shadows” fra det nyeste udspil, der stod for 5 ud af de 14 numre udvalgte numre. Altså på ingen måde en greatest-hits-festival-set-liste, hvilket viser, at bandet stadig ser sig selv som lyslevende, hvilket koncerten også viste. Bandet kom godt rundt i kataloget og sluttede af med den imponerende trio af sange ”Sympony of Destruction”, ”Peace Sells” og ”Holy Wars… The Punishment Due”. På det tidspunkt var luften desværre gået lidt af ballonen. Der havde været lidt for rigeligt med guitar-riffs og lidt for rigeligt med fysisk stilstand på scenen. De fleste af publikummerne stod stille og kiggede op mod scenen. Mon ikke de nød musikken alligevel? Det gjorde jeg i hvert fald, men nogen fest fik Megadeth ikke kickstartet fredag aften.
King Diamond (6) lukkede festen på Helvíti i samme øjeblik regnen var ankommet til festivalen for anden dag i træk. King Diamond seneste album ligger ni år tilbage og aftens musikalske udgangspunkt lå 29 år tilbage; King Diamond havde besluttet at spille hele hans vel nok største album, Abigail (1987). Musikken var pakket ind i en horror-produktion ala Alice Cooper. Og som hos Alice Cooper, så er det som om den slags hører en anden tid til. Der er ingen, der bliver skræmt af en kniv gennem en dukkes mund længere. Musikken til gengæld var tight og god. Det sad lige i skabet og lod ikke Megadeths ditto noget tilbage. Vokalen var typisk King Diamond med masser af falset og skrig, af den slags, der deler vandende. Jeg har aldrig dyrket ham, men enhver dansk metalfan bør i det mindste kende Abigail, og det var en oplevelse at høre og se albummet fremført. Regnen var en god kulisse til musikken og showet på scenen, men desværre betød den silende regn også, at mange publikummer søgte væk. Formentligt mod et endnu en gang propfyldt Biergarten.
