Texanerne blæste teltet omkuld
Det var med nervøsitet, man stillede på Arena scenen til At The Drive-In onsdag aften. Ikke alene havde Slayer kort forinden leveret en fornem koncert samme sted, men forlydender gik på, at Texas-banden havde problemer på deres igangværende reunion tour, hvor de to iltre sjælebrødre Cedric Bixler-Zavala og Omar Rodgiguez Lopez efter sigende skulle ryge i totterne på hinanden i tide og utide.
Slagsmål behøver ikke at være en dårlig ting, når man spiller i et post-hardcore band, for de kan peppe de tumultariske melodier op i en sådan grad, at de løfter sig endnu mere end i forvejen. Her har det dog skabt unødige udfald og problemer både på og udenfor koncertscenerne. Ville de mon lave en Wu Tang Clan på os eller turde man håbe på et brag af en koncert, der er længe ventet med tanke på afstikkerne med The Mars Volta, El Grupo Nuevo de Omar Rodriguez Lopez, The Omar Rodriguez Lopez Group (ja, drengene gør sig ikke bare i sære sangtitler) og Sparta gennem årene.
Men frygten viste sig ubegrundet, for Texanerne var spillelystne og gik i den grad til stålet. Rodriguez lignede sig selv med sin stregtynde skikkelse, hvorimod det eneste kendetegn fra dengang, hvad angår Bixler-Zavala, var hans elskede cowboyjakke, for han havde lagt sig ud, så hans ansigtsform tenderede en fodbold. Fordoblet var den i hvert fald.
Nu er det jo ikke udseendet der gør en koncert, selvom det jo har en vis betydning og Bixler-Zavala´s energi og engagement fejlede bestemt ikke noget. Lige fra start var han over det hele og Rodriguez-Lopez havde hele tiden øje på ham, så han ikke væltede ind i hans guitar.
Bandet lagde for med ”Arcasenal” og allerede her vidste man, at det ville blive en fornem koncert, såfremt At The Drive-In kunne holde tempoet og besad stamina nok til et helt sæt.
Begge dele var heldigvis tilfældet og mens vi blev trakteret med det meste af klassikeren Relationship Of Command plus lidt spredte guldkorn fra In/Casino/Out og Vaya var publikum ekstatiske. Det er tydeligvis et savnet band og selvom The Mars Volta efterhånden har opmønstret et stort følge, er det for undertegnede væsentligt federe at høre At The Drive-In. Ganske enkelt fordi det aldrig stikker for meget af for dem. De udelader de lange syresekvenser og de momentane Santana-jamlignende sekvenser, som The Mars Volta har udpræget hang til. Under At The Drive-In logoet er tingene distilleret ned og sangene skæres til benet på en helt anden måde, hvilket genren jo også fordrer.
Sammen med de to frontfigurer udgjorde Keeley Davis – som har erstattet Jim Ward, der skred inden touren kom i gang – en god flanke til Rodriguez-Lopez og både Paul Hinojos på bas og Tony Hajjar bag tønderne var også kompetente folk på scenen.
Publikum var medlevende og gav den gas både oppe foran og nede bagved. Lyden var god, måske kunne man have ønsket sig den lidt højere, men det er jo Danmarks decibel-lov, der styrer vores ører udenom den værste tinnitus. Dermed snyder de os indimellem for nogle oplevelser med bands, der bare skal spille højt, for at den fulde oplevelse opnås.
Kongenumre som ”Pattern Against User”, ”Invalid Letter Dept.” ”Sleepwalk Capsules”, ”Enfilade” og ”One Armed Scissor” kan ønsket om højere lyd dog ikke ødelægge, for de er så nådesløst og insisterende udført. Men først og fremmest lever At The Drive-In på den gode melodi. Det er her, de adskiller sig fra mange andre post-hardcore bands, der bare tonser hidsigt og muskuløst derudaf, mens de helt glemmer det essentielle; den melodiske pondus, der gør, at man gider vende tilbage om og om igen.
At The Drive-In leverede præcis den koncert man kunne ønske sig. Tak for det.
