Drømmende dans med Norges darling
Norske flag vejrede i luften, og det klingende norske sprog lød overalt under Pavilions teltdug. Det stod klart at nationalfølelsen skulle dyrkes. Hvis publikum var i tvivl, så var de ifølge flertallet kommet for at hylde den 20-årige Aurora, Norges darling og stolthed. Det faktum blev endnu tydligere, da sangerinden efter et par numre spurgte, om hun skulle tale dansk eller norsk, og publikum brølede: norsk!
Aurora er et lille nymfe af størrelse, og hun nærmest gled ubemærket ind på scenen. Men da første strofe af “Black Water Lillies” bølgede ud over mængden, kunne man ikke fjerne blikket fra hende. Med en vokal rækkevidde, der strækker sig fra de dybe toner til de allerlyseste, lokkede hun med sirenesang publikum ind i en verden, hvor naturens elementer raser, og du er i dine følelsers vold. Tankerne ledes uundgåeligt hen pål Auroras landsmand Susanne Sundfør, der besøgte Roskilde Festival sidste år. Men hvor Sundførs musik og tekst har en vrede og ild, er Auroras musik luftig, og hendes tekster emmer af isolation og ensomhed, temaer, der præger hendes debutalbum All My Demons Greeting Me As A Friend fra i år. Aurora føler hver en sang, og hun synger med en hengivelse og indlevelse, som stod hun helt alene på en bjergtop uden iagttagere. Rytmen dikterer hendes hypnortiserende slangedans, hvor fremstrækte arme hiver tilskueren med dybere ind i hendes musik. Det stod klart med hymnen “Warrior”, hvor hun med krop og sjæl opfordrede folk til at overgive sig til kærligheden. Og overgav sig gjorde de.
Taknemmelig takkede Aurora publikum med ydmyghed for at være mødt frem så talstærkt, for det havde jo været trist at synge for ingen, som hun selv sagde det. Hendes følsomhed og ængstelighed kom til udtryk i powerballaden “Winter Bird”, hvor hun sang om hendes frosne tårer og om at blive stedt til hvile ved flodbredden. Aurora tegner dragende billeder med sin tekst og farvelægger det med sin optræden. Hendes flair for drama og meget teatralske optræden bragte liv til de afdæmpede sange, og opfordrede publikum til at være deltagere mere end tilskuere. “Runaway” blev dermed til et fælles projekt, hvor Pavilion dannede baggrundskor for Auroras længselsfulde stemme, der sang om hjemve efter et sted, hvor man hører til. Det blev anslaget til mere fællesfølelse og korsang med crowd pleaseren “Running With The Wolves”, hvor publikum vrikkede og dansede sammen med Aurora, der bevægede sig til musikken som grebet af en ulvs frihedsfornemmelse og vildskab, der løber gennem Norges vidstrækte skove. Det blev med den fornemmelse i kroppen, at hun afsluttede sin korte koncert på knap 45 min med den uimodståelige “Conqueror”, hvor Aurora en sidste gang hev publikum med takket være hendes smittende livsglæde, der mundede ud i eksplosiv dans, hvor hun spredte energi ud over publikum som små stjerneskud. En gang til, skreg folkemængden gang på gang, efter Aurora havde forladt scenen. Deres råb lød dog forgæves, og dermed efterlod Aurora publikum med en følelse af løssluppenhed i kroppen.
