02.07.2016 – Rising – Pavilion, Roskilde Festival
byLidt lydudfald og måske en kende for monotont udtryk i længden rykker ikke ved det faktum, at Rising leverede en vellykket og helt igennem spilleglad koncert.
Lidt lydudfald og måske en kende for monotont udtryk i længden rykker ikke ved det faktum, at Rising leverede en vellykket og helt igennem spilleglad koncert.
Der var masser af god, gammeldags rock ‘n’ roll og fjollede kommentarer og jokes, da canadiske Danko Jones gæstede Avalonscenen. Humoren og den gode stemning var mindst lige så meget i fokus som musikken, og det gav en god koncert.
Det kræver sit band at forene ekstrem teknisk dødsmetal med fængende riffs og melodier, men det lykkedes for amerikanske Cattle Decapitation. Dog lidt mere på album end live.
80’er-thrash, ABBA og røgelse gik hånd i hånd, da den svenske sataniske pave og hans skare af satyrer holdt messe i Arenateltet foran en bred skare af tilbedere.
Det farlige ved at se syrerock live er, at man kan risikere, at det bliver lige en tand for introvert og stenet, men denne frygt blev bestemt gjort overbevisende til skamme da de britiske syreonkler indtog Arena torsdag eftermiddag.
Endnu en gang gav norske Kvelertak en magtdemonstration udi liveoptræden hvor samtlige bandmedlemmer væltede rundt på scenen og sammen med publikum havde én stor, voldsom og festlig fællesdans.
Der var høj energi, langt hår, tamburin og bare fødder på bedste 70’er manér, da svenske Blues Pills, med fantastiske Elin Larsson i front, gav en yderst tilfredstillende koncert på Avalon torsdag formiddag.
Dejlige danske Mø fik stablet en sporadisk fest op på Orange. Hun gav publikum mulighed for fællessang og satte svaj i hofterne hos de fleste. Afslutningsvis leverede hun årets festlige klimaks på Orange med festhymnen “Lean On”.
Sturgill Simpson gav publikum en uforglemmelig tur til det musikalske vilde vest, hvor alle fik en introduktion til countrymusikken i alle afskygninger og tempi.
Bandet er sindssygt tight og jeg tager mig altid i, at være bjergtaget over den måde, hvorpå de styrer de teknisk vanskelige indspil, med næsten arrogant tilbagelænethed. Som om det er det nemmeste i verden, hvilket langtfra er tilfældet.
Nok sprang Sumners ikke rundt på scenen, ej heller så han specielt begejstret ud, men for søren, hvor spillede de op til både postpunkish mørke og moderne Raveparty med krudt i synth-bassen.
Efter tre timer i verdens bedste selskab, takkede Young og Promise of the Real af med et kæmpe gruppekram og kærligheden lyste ud af de mennesker, jeg stod iblandt. At den 70 årige mand, kan præstere ikke alene en fantastisk koncert, men rent faktisk levererede den bedste koncert, han har spillet nogensinde på dansk grund er utroligt.
Mutoid Man havde fået den svære opgave at følge op på mesteren Neil Youngs mastodont koncert på Orange Scene kort forinden. Det var svært at omstille sig, for det var vitterligt en helt anden skæg og ballade attitude, man blev mødt af hos den amerikanske trio lidt over midnat fredag.
Når Bellens rammer som i den ældre sang “Caterpillar” er han næsten urørlig god. Hans barytone røst spilles her op mod en lidt mere uptempo sang, der kan minde om det, han laver i I Got You On Tape. Lidt mere knaster og kras guitar gør, at man vækkes af sin dvaletilstand og begynder for alvor at lytte.
Seneste single “I Would if I Could but I Can´t” lukkede koncerten, der led lidt under at være så kort. Flere udtrykte frustration, da trioen forlod den store hovedscene efter blot små 70 minutter og det er da også ærgerligt, for de havde publikum i deres hule hånd, mens showet stod på.