En blød viking med soul
En stor del festivalgæster sad i græsset og under teltdugen, nedslidte, men klar til at blive nænsomt vækket af Júníus Meyvants funky bigband soulrytmer. Og mens nogle stod med dagens første drink i hånd, og sæbebobler gled let gennem luften, trådte den høje islænding ind på scenen. Med sin betydelige højde og drøjde og halvlange rød hår samt et matchende fuldskæg passer han ind i forestillingen om en islandsk viking. Men der ophører al sammenligningsgrundlag, for Meyvant har en soulmamas indlevelse og en funky misters stemme. Derfor fløj alle tanker om vikinger ud af hovedet, da de første toner af “Mighty Backbone” klingede. Nummeret er Meyvants seneste single, et big band blues nummer, hvor blæsersektionen spillede til opvækning på en skøn og nænsom måde for de, der snoozede i solen.
Meyvants debutalbum Floating Harmonies udkommer om uges tid, og albummets titel er en meget passende beskrivelse af eftermiddagens koncert med den islandske kunstner. Selv gjorde Meyvant ikke meget væsen af sig, men lod til at afspejle publikums energiniveau. Han gjorde et par forsøg på at ruske op i folk med nogle jokes her og der. Men i sidste ende måtte han slå sig til tåls med, at det mest var de første rækker, der gav deres fulde opmærksomhed til ham og musikken. Så Júníus Meyvant lod klogeligt harmonier tale for ham fastbesluttet på at give en oplevelse til de, der ville have den.
Sangeren har et charmerende væsen og fik indflettet små historier, der åbnede op for musikken. Han fløjlsbløde vokal smøg sig varmt om publikum, da han sang om sine skateboarding dage i 1990’ene i “Hailslide”. Her sang Meyvant med kraft i vokalen den folksy soulballade, der handler om, hvordan han som teenager var ude i regn og storm for at skate dagen lang. Inderlighed og indfølelse gav han i “Signals”, hvor den bløde mand blidt sang om den svære forelskelse og kærlighedens mange signaler. Publikum lunede sig i de gyldne toner fra en af de mere kendte sange, “Color Decay”, hvor de klappede med på omkvæd og sang med på teksten. Den fine, luftige guitarbaserede ballade blev skrevet efter et skænderi med konen, hvilket inspirerede ham til at skrive sangen til hende som en undskyldning og hyldest, fortalte sangeren.
Meyvant fik spillet sig varm og leverede også et par numre alene på scenen. De stille sange blev dog spoleret af bragende høj hip hip med House of Pain på Orange. Et faktum som sangeren selv gjorde opmærksom på med semi-humoriske udråb om larmende bastards. Han fik derfor hurtigt selskab af sit orkester igen og fortsatte ufortrødent, indtil han havde passeret langt mere end en times koncert. Efter et hint fra bagscene om at afslutte, sagde Júníus Meyvant pænt farvel med det funky soulbrag “Neon Experience”, hvis uimodståelige upbeat tempo med bongo percussion og punchy blæsere fik teltet til at svinge en sidste gang for de vedholdende, der ikke var tøffet videre.
