PJ Harvey leverede sublimt
Da PJ Harvey entrerede scenen i kortege med marchtrommer og forstemmende udtryk, vidste man, at denne koncert ikke ville blive en festival best of, men en rugende politisk koncert skåret over Harvey´s to seneste album The Hope Six Demolishion Project og Let England Shake. Begge mesterlige album, men spørgsmålet var om en sætliste udelukkende bestående af disse to meget stille, poetiske og lettere introverte album, ville stille det propfyldte telt tilfredse. Det spørgsmål viste sig uberettiget, for Harvey tryllebandt de store telt gennem de 100 min. Hun holdt os i en skruestik af rugende melodier og meningsfuld og særdeles alvorlig melankoli.
Scenen var udpræget asketisk udsmykket. Dermed ikke sagt ligegyldig og uæstetisk, nej tværtom, de grå/hvise/sorte nuancer var sat op i en baggrund der lignede optiske firkanter i en let vinklet grad. Smukt og enkelt og helt i sync med bandets ulastelige påklædning. Mick Harvey, John Parrish og James Johnston fra Gallon Drunk var nogle af de seks sort/hvid jakkesætsklædte medlemmer af PJ´s backingband. Polly selv var klædt i en tætsiddende ultrakort sort skindnederdel, fjerboa og et par sorte fjer i håret. Belysning var stringent og enkel og storskærmene sendte billeder ud i sort/hvid. Der var med andre ord – og helt som forventet – tænkt over udtrykket ned til mindste detalje.
Da tonerne til ”Chain of Keys” blev slået an lød et brag fra publikum, der lod til at skulle af med en forventningsalut til ære for den musikafholdte kvinde. Herefter fortsatte bandet, præcis som på The Hope Six Demolishion Project, med det lettere kradsbørstige ”The Ministry of Defence”, der med sine fastholdende rytme og sine distortede støjflader udgør et af det albums helt store øjeblikke.
Der blev ikke kommunikeret noget til publikum mellem numrene, sikkert for at holde den knugende intense følelse, de sarte sensitive sange på de to seneste album udgør.
Efter fem numre fra The Hope Six Demolishion Project, kom første indslag fra Let England Shake. Titelnummeret fremkaldte igen et glædesbrøl fra den meget respektfuldt og seriøst lyttende skare, der næsten ærbødigt holdt samtale og fadølsskål i ave til ære for det der foregik på scenen foran dem. Tydeligt at det er et populært nummer. Det blev fulgt op af ”The Words That Maketh Murder” og ”The Glorious Land” fra samme album, og den triade var hvad vi fik fra Let England Shake.
Efter det kraftfulde ”Medicinals” fra The Hope Six Demolishion Project, kom ”When Under Ether” fra White Chalk og det faldt helt umærkeligt ind i rækken af numre og kunne såmænd have været fra én af ovenstående album.
Nu kunne man godt blive lidt nervøs for, om vi dog intet af det gamle guld skulle høre denne fine aften. Måske havde Harvey med vanlig kompromisløshed valgt helt at omgå det gamle materiale, simpelthen fordi det divergerede med resten af koncertens opbygning og materiale. Men knapt havde man nået at tænke tanken til ende, før Harvey smed fjerboa og overskydende tøj, gjorde sig fri af alt andet end blot skindnederdel og sort tanktop og nærmest skiftede alias til Polly Jean Harvey anno 1993 og leverede end blændende version af ”50ft Queenie” fra Rid of Me. Et stærkt nummer, der virkede endnu stærkere efter mere end en time i knugende skruestik og afmålte doser af dynamik og udadvendt showgirlship.
Pågående og rasende og vitalt ny virkede nummeret ovenpå den lyriske og fintfølende sensitivitet, der indtil nu havde præget koncerten. Harveys tidlige alter ego var både overmåde sexet og benhård i sammenligning og det virkede perfekt. Nummeret kom præcist på det mest passende tidspunkt og kudos til udformingen af genial sætliste.
Herefter fik vi en løsere, men ikke mindre fed version af ”Down By the Water” med en groovy Harvey, der sensuelt dansede henførende mens nummeret udspiledes, men det store scoop kom med en tænderskærende og nådesløs version af ”To bring You My Love”. Damn hvor var hun nu en majestætisk og heftig kvinde og her gik det op for en, hvorfor Cave i sin tid havde mødt, hvis ikke sin overmand, så sin ligeværdige. Uovertruffent og et nummer, der kun blev endnu bedre af, at spille op mod resten af koncerten, hvorved den nærmest sugede umenneskelig kraft.
Harvey og holdet af fornemme musikere der bakkede hende op, lukkede koncerten med ”River Anacostia” , der også lukker The Hope Six Demolishion Project. Et nummer der på plade er smukt og flydende og repeterende i sin lyd og som denne aften blev endnu smukkere, næsten helt på linje med Dead Can Dance´ bedste stunder. Wauw for en slutning!!
PJ Harvey gav os denne aften en kompromisløs, velkoreograferet og helt igennem smuk koncert, der var fornemt eksekveret og helt unik på festivalen so far. Vildt, at hun formår at holde et publikum i ave og ærefrygt i 100 min. På et tidspunkt hvor de fleste peaker og har deres beruselses-primetime. Få, hvis nogen overhovedet, kan gøre hende det efter.
Mesterligt.
