Hyldestsang til den amerikanske livsstil
De første strofer spillet på mundharmonika åbnede Hurray for The Riff Raffs timelange hyldest til den almindelige mand på gaden og den amerikanske livsstil i de små byer i USA. Man kunne se det for sig. De åbne vidder, hvor vindhekse driver rodløst rundt i vinden. Den gamle nedslidte bil, der kører hurtigt på de støvede landeveje og passerer halvtomme byer, der for længst har set deres storhedstid komme og gå. Med sangerinden Alynda Segarra i front spillede Hurray for The Riff Raff publikum varme med countrymelodien “End of the Line”. Herefter tog de tilskuerne med på et roadtrip i de amerikanske sydstater, og fortalte om hverdagens og nationens problematikker. Stærke sager.
Over bandet vejrede det puertorikanske flag og regnbueflaget, en tilkendegivelse af både Segarras kulturelle baggrund og af hendes seksuelle orientering som lesbisk. Elementer, der spiller en væsentlig rolle i frontkvindens liv og som præger hendes tekstunivers. Det er hendes usædvanlige baggrund, der er udgangspunkt for bandets skildring af den amerikanske sindstilstand. Som 17-årig stak hun af hjemmefra og rejste på tværs af USA ved at hoppe på fragttog som blind passager. Hendes rejser bragte hende vidt omkring i det store land blandt andet til New Orleans, hvor hun slog sig ned og dannede Hurray for the Riff Raff. Hendes rejser er en del af inspirationen til bandets musikalske stuvning, der blander rock, country, blues, bluegrass, americana og som danner lydtapetet for bandets stærkt politiske tekster og holdninger. Bandet belyser de mange kontraster i det store land og hylder menneskers ret til individualitet, til at skille sig ud fra mængden uden at blive straffet for det. En holdning, der skinnede igennem, da Segarra indledte “Nothing’s Gonna Change That Girl” med ordene ‘For all the rebellious women out there.. don’t ever change’. Herefter forsatte kvartetten med blues-mordballaden”The Body Electric” fra deres seneste album Small Town Heroes, hvor Segarra som en hævnende engel sang med indestængt vrede og svovl i stemmen om hustruvold og voldtægt.
‘Fuck Donald Trump’, råbte Segarra, til stor fornøjelse og jubelråb fra det grå guld, der havde fundet vej til Pavilion, mens de ventede på en vis Neil Young skulle spille senere. Dette segment udgjorde størstedelen af publikum. Heldigt for dem, for Hurray for Riff Raff er et charmerende bekendtskab. Segarras vokal minder til tider om Janis Joplins med sin nøgenhed og styrke. Der er formål og mening bag ordene, når Segarra synger, om det er med hill billy country twang i “Look Out Mama” eller med smertelig fortrydelse i den afdæmpede banjobaserede “Daniella.”. Der er langt til country-musikkens’ lonely heart feel i Hurray for the Riff Raffs musik. De har mere på hjerte og vil ændre det amerikanske samfund med deres moderne protest sange. Teksterne tegner et noget dystert billede af USA, men de indeholder også en optimisme og et håb for en bedre fremtid. Og det var med den stemning i musikken, at Hurray For the Riff Raff sendte folk ud i festivalland med “Little Black Star”, en bluegrass melodi, der opfordrede til håndklap, svaj i hofterne og fællessang. En passende afslutning på et dragende set, der gav sit publikum melodisk virtuositet og imponerende vokaler.
