Sublim koncert af de aldrende konger
Det var med kæmpe forventninger jeg gik mod Arena Scenen denne lørdag aften, hvor Roskilde Festival 2016 så småt lakkede mod enden. For er der ét band jeg elsker ubetinget fra de gamle firsere, er det de gamle konger i New Order.
Ville bandet holde stadig? Ville sætlisten være læsset med nyt uden vægt på det gamle materiale? Ville Bernard Sumner have mere tilbage af sin i forvejen noget spinkle stemme? Ville den umiskendelige og elskelige baslyd, være til stede uden Peter Hook?
Alle disse spørgsmål blev gjort til skamme, for den gamle Manchesterbande leverede varen på alle planer. Selv numrene “Plastic”, “Tutti Frutti” og “Singularity” – der åbnede den mesterlige koncert – fra det noget sløje udspil Music Complete, voksede sig store og mægtige på Arena Scenen, der var leveringsdygtig i noget nær den bedste lyd, jeg kan mindes på den største af teltscenerne.
Nok sprang Sumners ikke rundt på scenen, ej heller så han specielt begejstret ud, men for søren, hvor spillede de op til både postpunkish mørke og moderne Raveparty med krudt i synth-bassen.
Bassen, der i livesammenhæng varetages af Tom Chapman fra Sumners sideprojekt Bad Lieutenant, var tilstede hele tiden og alle vegne under teltdugen og det er ekstremt vigtigt, for er der en ting, der for alvor definerer og kendetegner New Order, er det deres syngende melankolske og ultramelodiske baslinjer, der løfter snart sagt alle deres numre, et par niveauer i vejret.
Gillian Gilberts Keyboard stod knivskarpt, Stephen Morris´ trommer sad i skabet og Sumners guitarklang var præcis og velgørende gennem hele aftenen.
Sætlisten kom rundt om nyere materiale som “Waiting for the Sirens Call”, lidt ældre materiale som “The Perfect Kiss” fra Low-Life, “Bizarre Love Triangle” fra Brotherhood og singlen “True Faith”, det ældre “Your Silent Face” fra Power, Corruption & Lies og det helt tidlige som singlerne “Temptation” og den uendeligt smukke “Ceremony”, som New Order i sin tid lavede som Joy Division, men først fik udgivet under New Order logoet, og så selvfølgelig hitbaskeren og verdens bedst solgte 12-tommer “Blue Monday”, der mod enden af sættet fik sat fut i hele teltet og nærmest rev teltpælene op med jorden.
Her sagde New Order farvel og på gensyn, men heldigvis kom de lige tilbage og forærede os de måske tre smukkeste minutter i musikhistorien, med Joy Division klassikeren over dem alle “Love Will Tear Us Apart”. Her sloges jeg med at holde tårerne tilbage af glæde og lyksaglighed, samtidig med at jeg skrålede med af mine lungers fulde kraft, sammen med garanteret ALLE andre under teltdugen.
Ærefrygtindgydende koncert..!!
