Aggression ud over det hele
Det kræver sit band at forene ekstrem teknisk dødsmetal med fængende riffs og melodier, men det lykkedes for amerikanske Cattle Decapitation. Dog lidt mere på album end live.
Roskilde Festival er ofte blevet kritiseret for at have et svagt metalprogram, især efter Copenhell indtrådte på den danske festivalsscene i 2010. I år var der dog et imponerende og genrevarieret udvalg af metalbands på plakaten og i afdelingen for ekstrem, aggressiv og teknisk dødsmetal kunne man finde Cattle Decapitation på festivalens mindste scene lørdag aften. Bandet lagde fra start ud med en knytnæve af aggression i hovedet på publikum, der kvitterede med flere mosh pits foran scenen.
Bandet spillede meget teknisk og tight, og gør brug af en del effekter på vokalen, hvilket denne anmelder sætter pris på, da den der dybe old school-growl, som man kender fra fx Cannibal Corpse godt kan blive lidt ensformig og irriterende i længden.
Numrene flød meget ind i hinanden, så det var svært at høre titlerne på de forskellige numre, og desuden kørte man en smule træt i at sangene kom til at lyde mere ens, end de gør på album. Dog havde bandet en enorm energi og spilleglæde og i deres genre er de uden tvivl et af de mere interessante bands, der er fremme.