Dans, sved og tårer
Forventninger var skruet godt i vejret, inden Solange Knowles trådte på scenen. Rygterne på festivalen havde svirret, og ordene: fantastisk, vild koncert på Primavera i Barcelona; lød mere end en enkelt gang. Kunne Solange flytte sig ud af storesøster Beyoncés vældige skygge og leve op til hypen? JA FOR FANDEN. Med overbevisning og stilsikkerhed beviste Solange, at hun er en kompromisløs kunstner og æstetiker med hjerte og overbevisning. En musiker og sangskriver, der ikke står tilbage for nogen.
En scene badet i blodrødt lys. En lettere hysterisk crowd. En lille forsinkelse. Og en gigantisk eksplosion af glæde, da Solange majestætisk og langsomt skred ind på scenen med sine to korpiger/dansere. Høj og atletisk med en prægtig afro, der svingede i takt til introen gik den amerikanske sangerinde ind på scenen. De første strofer af “Rise” lød, og glidende, koreograferede dansebevægelser satte magtdemonstrationen i gang. Herefter smeltede numrene sammen på medley-agtig vis i første halvdel af settet, hvor sange fra hendes mesterlige album A Seat at the Table, var i fokus. “Weary” lagde sig som en fortryllelse over Arena, der lod sig lulle til ro i dønningerne fra de sorgmodige toner. Scenens røde lys forsvandt og afslørede en hvid scene, hvor Solange og crew var iklædt blodrødt tøj, en overraskende optisk illusion. Da hornsektionen blæste an, og “Cranes in the Sky” gik i gang, var det slut med roen. Publikum sang med på Solanges krystalklare vokal og hengav sig til musikken, og følelsen af, at være del af noget helt særligt, begyndte så småt at forme sig.
For Solange vil mere end at skabe en god fest. Hun har et budskab og et formål med sin musik. Det gennemsyrer hendes tekster, der er pakket kløgtigt ind i fængende melodier, der kan vække både sjæl og krop. Hendes politiske tekster om moderne kvinderoller, om at være sort i en hvid verden har så meget realisme og vækker så meget resonans, at der undervises i dem på amerikanske colleges. På Arena stod de klarest og mest rørende under “F.U.B.U”, en protest sang om sortes rettigheder i USA. Solange fik tårerne frem hos de fleste, da hun hoppede ned fra scenen og sang for en ung pige på første række. Pigen brød grædende sammen, Solange krammede hende, og resten af Arena overgav sig til sansernes vold og lod tårernes strømme frit. Smukt. Da tårerne stoppede, og følelserne havde lagt sig, fik bentøjet travlt. Afrundingen af koncerten stod i dansens tegn, hvor publikum fik soulfunk med “Junie”. Tankerne faldt uundgåeligt på Diana Ross, mens man groovede til de uimodståelige rytmer, der gik lige i mellemgulvet. Afslutningsvis kom forholdssangen og gennembrudshittet ”Losing You”, en ørehænger med tekst, der kan skråles og rytmer, der får kroppen til at bounce op og ned.
Solange på Arena var et triumftog og en vanvittig demonstration af kontrol og perfektion, hvor intet blev overladt til tilfældighederne. Men det kom aldrig til at virke mekanisk eller overtilrettelagt. Vi fik en performance, hvor koreograferet dans blev blandet med improviserede trin drevet af følelser og øjeblikket. Hvor den indstuderede, gennemøvede sang og musik var primus motor, men hvor Solange også spontant tog sig ærlige øjeblikke med publikum, som da hun takkede Arena for at give hende energi og gode vibrationer. Det kom lige efter, at hun bramfrit havde indrømmet, at det hårde tourliv har sine omkostninger. I’m motherfucking tired!, grinte hun og forsatte showet som en sand champ. Det er præcis den naturlighed og menneskelighed, der gør, at hendes koncert på Arena ikke føltes som et fabriksprodukt, men som en enestående oplevelse. Æstetik, sanselighed, perfektion og medmenneskelighed blev kodeordene på en uforglemmelig koncert, der sandsynligvis får legendarisk status i Roskilde Festivals historiebøger.
