Nordiske poppunkere spredte glæde hos mange
Norske Blood Command besøgte for anden gang Roskilde Festival. Første gang var i 2012. Denne gang kommer de med det spritnye album Cult Drugs i ryggen. Da kl. bliver 14.15 er der tekniske problemer med lyden fra deres keyboard. Lydtekniker og musikere forsøger i stor frustration at fikse det, men lige lidt hjælper det. Først efter 20 min venten løser det sig og Blood Command kan komme igang med deres sæt. Lidt synd, for flere har utålmodigt forladt teltet. Kvintetten ser dog ikke ud til at lade sig gå på af det og de bliver da også flot modtaget, da de entrerer scenen. Der er tydeligvis mange nordmand blandt publikum og de giver sig højt til kende.
Bandet opererer med hele tre guitarister, så der er lagt an til det helt store guitarfræs med de tunge skyts. Det er dog ikke som referencerne siger en combo af At The Drive-in og Refused, der møder en fra scenen. Snarere en semitung omgang poppunk med indlagt screamo fra den udadvendte og ret labre Karina Ljone i front. Hun starter ud i en drenget Adidas trøje,men får hurtigt rystet den af sig og hopper derefter rundt i en stramtsiddende gennemsigtig trikot og hotpants. Så er der også lidt til husarerne. Resten af bandet ser ud som kom de fra forskellige bands. Unge skalpe. Der er den kække gymnasieelev på guitar, den grovsmilende trommeslager iført traditionel rød polo, den langhårede metallignende guitarist og den tattoverede punkdude på flanken.
Lyden er lidt skinger fra start og bandet spiller med en lettere ensrettet lyd.
Bandet lægger fra med “Ctrl + Alt + Delete” og publikum hopper glædeligt med på legen. De knokler energisk på oppe på scenen og fortsætter med “Cult Drugs” og “Pissed Off and Slightly Offended!”, mens nordmændene gjalder med på de heftige, men svært melodiøse sange. Alle deres sange er med masser af hård attitude, men underneden gemmer sig et anseeligt pophjerte. De fleste numre starter tungt, men jævner sig hurtigt ud og bliver ret ordinær poppunk, når de endelig bliver skudt afsted og finder deres leje. Der er oh oh kor, som lettere rasende fodboldhymner, der bliver besvaret med mange knyttede næver og horn i luften fra det yngre tydeligt begejstrede segment.
Indimellem går der næsten Paramore i foretagenet, men Blood Command har helt fat på deres unge publikum og deres virkemidler. Fællesklap er ofte en ingrediens. Melodierne ligger fint og oser gennem de fleste numre og spilleglæden er stor og smittende. Der er overvejende fede riffs, men det er korte stød og bærer ikke numrene igennem. Mod enden lever bandet en ligegyldig version af Belinda Carlisle hittet “Heaven is a Place on Earth” og det klæder dem altså ikke.
Sammenligningen med At The Drive-In og Refused har jeg svært ved at får øje på, da de helt mangler de to bands herligt kaotiske signatur og vildskab. Hos Blood Command er det et langt mere straight udtryk. Der er dog ingen tvivl om, at de rammer deres kernepublikum denne eftermiddag, som forlader teltet smilende og synligt opløftede, da nordmændene går af scenen.
