01.07.17 – Slowdive – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
En fuldent koncert er til ende. En eksemplarisk sætliste og et veloplagt band og publikum, gjorde sammen med noget nær den bedste lyd på årets Roskilde Festival oplevelsen helt igennem pletfri. Kongekoncert!

Mesterlig koncert fra de gamle shoegaze-koryfæer

Slowdive udsendte tidligere på året deres fremragende selvbetitlede comeback album, så teltet var stopfyldt og folk så forventningsfulde og spændte ud omkring mig. Forventningerne blev mere end indfriet, for Slowdive leverede en af årets bedste koncerter på Roskilde Festivalen.

Der lægges ud med det fremragende trekløver “Slowdive”, “Avalyn/Slomo” og “Catch the Breeze”. En blanding af tidligt og nyt materiale og her viser comebackpladen sin store styrke og holdbarhed, for “Slomo” er præcis så godt som det gamle materiale. Ja, det er som om tiden har stået stille for Slowdive og det er i dette tilfælde ment som en ros.

Lyden er prima og det betyder alverden, når man mødes af Slowdives sugende og æstetiske guitarflader. Drømmende og poetiske er bandet. Smukke støjbrusende crescendoer erstatter de florlette sange, inden det bliver alt for kønt og velfriseret. Slowdive har i modsætning til andre Shorgaze koryfæer som My Bloody Valentine og Ride et mere dreampoppet udtryk og er knap så aggressive. Hos Slowdive er det mere henholdende og bandet sigter mod en mere skønhedssøgende profil, der har givet dem mange fans gennem tiden.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Folk står og gynger fra side til side med lukkede øjne og det er netop sådan, man har mest ud af Slowdives sugende lyd. Man oplever nærmest at levitere og helt mister rum og retningssans. Et trip af de store helt uden kemi er englændernes helt store force.

Senere rammer bandet os med de helt store skyts. De kommer fra hovedværket Souvlaki og den præsenteres i form af de forrygende “Machine Gun” og “Souvlaki Space Station”. Her må man bare overgive sig helt og aldeles og gåsehuden vil ingen ende tage. Uimodståeligt simpelthen!

“Star Roving” og “Sugar For The Pill”, to af de bedste numre fra den seneste plade, gør sig endnu bedre live, hvor de får voldsomt luft under vingerne. “Alison” fra Catch The Breeze vækker også tydeligt glæde og sættet lukkes på smuk vis af en patosfyldt version af Syd Barrets “Golden Hair”, der ligger meget fint til Slowdives drømmerock.

En fuldent koncert er til ende. En eksemplarisk sætliste og et veloplagt band og publikum, gjorde sammen med noget nær den bedste lyd på årets Roskilde Festival oplevelsen helt igennem pletfri. Kongekoncert!

Jeg glæder mig allerede til Koncerthuset ultimo september.

 

 

 

 

 

Karakter 10

Karakter

10
More from Thomas Steen Jensen
29.6.17 – Lorenzo Woodrose – Gloria, Roskilde Festival
En helt igennem dejlig oplevelse og en sjælden indsigtsfuld og poetisk koncert,...
Read More
0 replies on “01.07.17 – Slowdive – Avalon, Roskilde Festival”