Forførende rytmer og fuldskab
I den magiske midnatstime på Roskilde Festival tørster folk altid efter fest, som en mand strandet på en øde ø tørster efter vand. Og Lorde vidste nøjagtigt, hvem hendes primære publikum var, så hun leverede en popfest til de danseglade, der kun lige havde startet nattens festivitas.
Udstyret med farverige cocktails og fyldte ølglas dansede fulde teenagers side om side med fulde hipsters, mens Lorde hvirvlede dansende rundt på Arenas store scene i en sort voluminøs kjole og et par kridhvide sneakers. Uimponeret og veltilpas fyldte hun scenerummet med et set, hvor det var hende alene, der var i centrum. Skørtet svingede, mens Lorde spandt et tryllespind over publikum, der lod rytmerne styre deres kroppe. ”Tennis Court” fra debutalbummet Pure Heroine, startede midnatsballet, og da det første omkvæd lød, havde Lorde et fast greb om teltet. Duggen fra de varme kroppe hævede temperaturen på Arena, og det samme gjorde tempo med næste sang ”Magnets”. Et mastodont hit på verdens mange dansegulve som den newzealandske sangerinde indspillede sammen med engelske Disclosure. De hypnotiserende basgange, den sfæriske vokal og det uimodståelige beat fastholdt fortryllelsen, og ikke en krop kunne modstå fristelsen til at bevæge sig i samme takt som Lordes vuggende hofter.
Ella Maria Lani Yelich-O’Connor med kunstnernavnet Lorde er kommet langt, siden hun debuterede som 16-årig for fire år siden. Efter hendes bragende debut har hun taget sig god tid til at lave opfølgeren Melodrama, der udkom for kort tid siden. Både anmeldere og fans var henrykte over det nye materiale, der i løbet af den en time lange koncert smeltede fint sammen med de ældre hits. Vi fik crowdpleasers som gennembruddet ”Royals”. Den sang vækkede de kække attituder til live, og der blev viftet med fornemme håndbevægelser og knipset i takt til grundrytmen, mens kroppene vred sig og blev svedigere. Fra Melodrama spillede Lorde ”The Louvre”, hvor der blev bobbet op og ned til den insisterende bas, og der blev skrålet med på energiperlen ”Supercut”. Lordes imponerende vokal med lige dele skrøbelighed og vildskab, gik lige i solar plexus, og det ville have været en gave til både Lorde og publikum, hvis sangerinden havde haft et par korsangere med til at komplimentere harmonierne i stedet for den evindelige backtracking. Fra start til slut spredte Lorde tryllestøv med sin mikrofon, der blev svunget over hovedet. Og det blev et fantastisk punktum for hendes musikalske magi, da hun bød op til en sidste dans med de forførende rytmer i hendes seneste hit ”Green Lights”.
Lorde gav Roskilde Festival en teenagefest komplet med fuldskab, fællessang og spontane, energiske dansetrin. Hvad enten humøret var til dette eller ej, gik Arenas publikum derfra med et skud fængende popmelodier i blodet.