Bandet, man ikke vidste, man manglede
Der var en del blandt Roskilde Festivals gæster, der blev meget vrede over at amerikanerne i Blink 182 aflyste årets koncert på festivallen, og disse samme mennesker blev, når man kiggede på festivallens Facebookside, kun endnu mere hidsige over erstatningen, det svenske rockband The Hellacopters.
Denne skribent var, ærligt talt, på ingen måde blandt de vrede. Bevares, det var en noget anden genre, der blev erstattet med, men med så kort varsel er det jo begrænset hvad bookerne kan nå at få fat i. Derudover var jeg helt personligt meget uforstående over bookingen af Blink 182 til at starte med. Egentlig troede jeg ikke, de fandtes længere, og deres nostalginiveau berettigede heller ikke at de skulle spille på festivallens næstestørste scene. Nuvel, det er jo heldigvis ikke Blink 182 det skal handle om, men The Hellacopters, der spillede på Arena kl. 23 om onsdagen.
I begyndelsen af koncerten var der nok kun lidt over halvt fyldt i teltet, men det ændrede sig i løbet af koncerten, og med rette: Det er sjældent, man oplever et band der er så fyldt af energi og glæde ved det de laver helt fra start til slut, og i løbet af koncerten blev man virkelig overbevist om at den her erstatning, var noget af det bedste, der var sket for Roskildes musikprogram i flere år.
Som band er The Hellacopters et band med en ret interessant historie. Flere af medlemmerne har baggrund i andre anerkendte bands som fx Entombed, Backyard Babies og Hanoi Rocks. Man kan vel næsten sige, at det gør The Hellacopters til en slags sideprojekt, men i så fald er det et af de mest vellykkede af slagsen overhovedet. Erfaringen som livemusikere skinnede da virkelig også i gennem til koncerten på Arena, og man følte virkelig en inderlig dedikation fra bandets side, det var virkelig bare rock ’n’ roll som det skal være, og selv da bandet spillede en ballade mistede koncerten ikke det høje niveau.
The Hellacopters har en del albums, og heriblandt en god håndfuld hits, bag sig og de var bestemt ikke nærige med at dele ud fra bagkatalogets lækkerier, blandt andet fik vi den dejlige, tilbagelænede ”Everything’s on TV” fra albummet Rock & Roll Is Dead, den fede, rå ”Toys and Flavors”, den flabede ”Soulseller” og sangen, der lyder som en hyldest til klassisk rock, ”I’m in the band”. Overordnet spillede bandet en virkelig velvalgt setliste, med vægt på det lidt ældre materiale, hvilket faldt i god jord blandt publikum, der voksede sig ganske stort i løbet af koncerten. Men mon ikke, de fleste sange havde været en succes? Når man er så godt et liveband, er det i hvert fald svært ikke at få en koncertgænger til at stå imponeret og meget glad tilbage efter sådan en overlegen fremvisning af den klassiske disciplin rock ’n’ roll. Tak for lektionen, d’ herrer!
