Perfektionisten Steven Wilson gæstede endnu engang København. Han har efterhånden spillet her et utal af gange og har opbygget en massiv dansk fanskare igennem årene. Som altid holder Wilson tiden og et kvarter over otte starter en lille film, der helt bevidst fucker med vores sind. Ord er balanceret til billeder, der skifter karakter henad vejen, som filmen skrider frem. Typisk den altid politisk bevidste Wilson. Foran scenen er også som vanligt et tyndt transparent tæppe, hvorpå filmen projiceres op på. Samme tæppe danner et par numre senere grundlag for den israelske sangerinde Ninet Tayeb´s smukke ansigt og vokal under balladen “Pariah”. Smart måde at få hende med på scenen på digital vis.
Lyden er fra første anslag af åbneren “Nowhere Now” knivskarp og helt perfekt. Wilson går i samarbejde med sin egen lydmand ikke på kompromis og lyden skal bare være i orden, så ikke noget med at fedte rundt en 2-3 numre, før den sidder i skabet. Tingene skal være perfekte fra start, hvilket altid er en fornøjelse, når man frekventerer Wilson på en scene. En flot version af “Home Invasion” får selskab af Lasse Hoiles små fortællinger og en lækker version af instrumentalnummeret “Regret #9” følger og her mærker man allerede, hvor udpræget teknisk dygtige musikere Wilson har medbragt.
Den lyshårede Nick Beggs med de lange fletninger og feminine statur, Craig Blundell på trommer, Adam Holzman på keys, den nye og fortrinlige guitarist Alex Hutchings og selvfølgelig Wilson selv, vekslende lidt på guitar, bas og keys gør en blændende indsats og man kan simpelthen ikke ønske sig bedre musikere på Store Vegas scenegulv. De leger indbyrdes med hinanden og komplementerer de respektive instrumenter. De hugger til, når nummeret forventer det af dem og de lister sig afsted på tå og spiller gelinde og med stor musikalsk gefühl, når det er budskabet. Mesterligt at være vidende til simpelthen.
Så får vi første skud af Porcupine Tree med “The Creator Has A Masterpiece”. En sang hvor bandet i den grad spiller med musklerne. Tight og tændt serverer de den og folk omkring giver den godt med headbanging. Aftenens hårdeste indslag og et særdeles velvalgt et af slagsen. Wilson kan indimellem blive lidt for glat, smooth og kantløs og her gør det godt med lidt voldsomme udladninger, som modvægt.
“People Who Eat Darkness” ledsages af en grum visuel fortælling om en mand, der i sin paranoide natteverden, vælter ned af en mental deroute, med deraf følgende psykoselignende tanker og ideer. Den er brutalt leveret og er faktisk ret uhyggelig i al sin barske og aggressive vælde. En lang og flot opbygget “Ancestral” lukker første sæt med en voldsom finale, der bare bider sig fat og bliver ved og ved til der kun er overgivelsen tilbage.
20 min. pause og så lukker Wilson op for endnu et Porcupine Tree nummer “Arriving Somewhere But Not Here” og også et samme fortidige bands mesterstykker “Lazarus” får rum i koncerten. For at det ikke skal være løgn lukker Wilson & Co. hovedsættet med endnu en Porcupine Tree killer “Sleep Together” og så kunne man egentlig godt gå mæt og tilfreds hjem efter to timer i selskab med en udpræget musikalsk og visuel frapperende oplevelse, men Wilson vil det anderledes og giver ikke så let slip på os dødelige på gulvet.
En sart version af “Even Less” sunget fra en barstol i ensom majestæt, katapulterer publikum lige lukt over i en rasende og fræsende “Harmony Korine” – sangen der er en ode til den bizarre filminstruktør, med skæve og unikke film på cv´et – en sindsoprivende smuk lukker i kraft af “The Raven That Refused To Sing”, der følges til dørs af den smukke og dybt sørgmodige tegnefilm om ravnen der kategorisk nægter at synge, når den er lukket inde i sit omklamrende bur og ikke et øje er tørt i salen, hankøn som hunkøn.
En magtdemonstration er til ende efter 150 min. fabelagtig koncert i noget, der må betegnes som en af Wilsons bedste præstationer på dansk grund. Femte gang jeg ser ham og denne var utvetydigt hans mest suveræne udførsel af egne og Porcupine Trees sange.
