De gamle californiske stener-fuzz drenge i Fu Manchu gæstede for jeg ved ikke hvilken gang Pumpehuset. Det gør ikke spor de frekventerer landet så tit, for de leverer altid varen og spilleglæden er altid i top.
Inden de californiske konger af stonerrock gik på scenen, fik vi lige glæden af en fuldfed halv times penge med københavnske Hjortene. Et band der også altid giver den gas og som er leveringsdygtige i det, de selv kalder skovhugger-rock. Der blev gået til stålet fra start og det blev en optimal support til at Fu Manchu skulle fuldende endefulden senere på aftenen. Desværre er det altid sådan med gode supportbands, at når de først for alvor har spillet sig varme og publikum for alvor er tændte, er spilletiden ovre. Nuvel, det er jo ikke deres skyld og horn skal lyde til trioen, der i farten efter undergrundshittet “Weber” fik nævnt, at de om kort tid lægger sig selv six feet under og genopstår som The Sledge. Det ser vi frem til….
Fu Manchu startede med tyngde og gav et for mig ukendt nummer fra start. Det lød såmænd som det plejer hos Orange County gutterne og det er egentlig en af glæderne ved det band. At tingene er præcis som de plejer og ikke skifter synderligt karakter ved hver ny udgivelse. En enkelt nyhed bør man dog nævne i Fu-land, nemlig at deres nye album Clone Of The Universe, indeholder en b-side kun fyldt ud af et 18 min langt nær-instrumentalt nummer “Il Mostro Atomico”, der viser nye sider af bandet. Ikke at det er langt fra deres normale lyd, men det er alligevel mere søgende henimod en mere spacet lyd, hvor der ikke er så meget fart på og tid til at instrumenterne får luft og en mere progget klang, dog med den vanlige underliggende kyuss-feel. Det nummer lukkede Fu Manchu hovedsættet med denne tæt på udsolgte aften i Pumpehuset og det var tilsyneladende til stor moro for publikummet, der kvitterede med et kæmpe udgangsbifald.
Fu Manchu kom dog igen og efter lidt mulighed for ønsker fra publikum, landede kvartetten sættet med tunge versioner af “Boogie Van” og “Saturn III”
Inden da blev vi præsenteret for en aften, der vekslede mellem numre fra Clone Of The Universe og klassikere som California Crossing, In Search Of…, King Of The Road, Eatin´ Dust og The Action Is Go, så alle kunne gå tilfredse derfra.
“Clone Of The Universe”, lagde for og her rammer Fu Manchu en nerve der er Helmets stormagtsdage værdig. Nummeret kunne være nappet fra Meantime, men er alligevel helt deres egen. Senere får vi en lidt underlig version af den i forvejen fjollede “Weird Beard” der stopper tre gange, for så at gå igang igen uden egentlig formål. Virkningen udebliver i hvert fald. “Evil Eye” tænder derimod op under det særdeles aktive og medlevende publikum, der bare går amok, da de første riffs sætter ind. Samme sker da koklokke-signaturen fra “Mongoose” slås an. Her ved man bare, hvilke numre folk har taget under vesten som klassikere gennem tiden.
Lyden er god og tilpas høj og bandet spiller som sædvanligt røven ud af bukserne og Scott Hill er som altid veloplagt og fuld af smil og drengerøvsattitude. Han veksler ikke mange ord med publikum, hvilket er helt som det skal være, for vi er kommet for at høre fuzzpedal og ikke spilde intensiteten på tom snak imellem numrene. Bob Balch spiller den sprødeste guitar, der konstant duellerer eller supporterer Hills. Balch ligner i udpræget grad Pepper Keenan og der går da også direkte paralleller til både Corrosion Of Conformity og Down i Fu Manchus lyd. Man kan jo sagtens dele saftig og tung lyd, selvom man residerer i henholdsvis hvide surfstrande og lumre sydstatssumpe. Brad Davis kører den sejeste bas og Scott Reeder – nej ikke bassisten og navnebroderen fra Kyuss – slår basalt og tonstungt i gryderne, så det er en fryd.
En superversion af “Cyclone Launch” rammer os midtvejs i sættet og spreder glæde hos de headbangende følgere. Også “Hell On Wheels” og “King Of The Road” er fuldtræffere, som aftenen skrider frem
Efter 90 min takker Fu Manchu af og kan klappe sig selv på skulderen over en præstation, der måske ikke går over i historien, men som så sandelig giver folk, hvad de er kommet for – en fest af de tunge uden de store dikkedarer eller fortænkte, overgjorte og komplekse numre.
