Dopesmokede Orange Stacks
Mægtige Sleep gæstede Den Grå Hal efter at være blevet flyttet fra Pumpehuset, da de hurtigere end forventet måtte melde udsolgt. Udenfor sad horder af mennesker og der blev så sandelig gået til den salige urt, både udenfor og indenfor murene, hvor man stod i en tåge af både fjolle, – og almindelig tobaksrøg koncerten igennem. Men det er vel forventeligt og er der et sted, det må være passende, er det vel til Sleep der hylder marihuanaens lyksagligheder i deres helt store signaturnummer “Dopesmoker”. Netop det nummer fik vi naturligvis som afslutter på en ualmindelig tung, gloende hed og transcenderende aften på Staden.
Inden da skulle vi igennem otte lange og monolitiske numre med velsagtens det største Doom/Stoner/ Sludge band indenfor genren. Sleep er ganske enkelt i en vægtklasse hinsides de andre udøvere og er yderst populære. Det mærkede man på besøgstallet, der var så talstærkt besøgt, at der var tæt på udsolgt. Matt Pike, der som altid spillede i bar mave – jeg tror aldrig jeg har oplevet en koncert med manden, hverken som Sleep eller under High On Fire signaturen, hvor han er iført klæder på sin overkrop. Han havde sin elskede Les Paul placeret lige nord for vommen og derfra fyldte han Den Grå Hal med det ene tunge riff efter det andet under den knap to timer lange koncert.
Al Cisneros står som en stenstøtte hvilende ind over sin Rickenbacker, momentvis vuggende til det tonstunge groove, der konstant vælter ud fra scenekanten. Jason Roeder banker i gryderne med en voldsom dedikation og vælde, som om hvert trommeslag skal være hans sidste på jorden og dermed skal have gennemslagskraft og punch. Han holder taktstokken hele vejen og lægger en massiv bund til Pike og Cisneros.
Efter et kvarters lydoptagelse fra Apollo 11´s månelanding, trasker trioen på scenen og lægger for med “The Sciences” fra selvsamme dugfriske album. Lyden er god og decibel er passende, så man mærker hvert riff og slag i mellemgulvet, men ikke så øresønderrivende højt, at man er nødt til at iføre sig ærgerlige ørepropper, der aldrig har gjort noget godt for musikken. En fantastisk åbner der vidner om, at The Sciences er et album, der sagtens kan mænge sig med de tidligere Sleep udgivelser og på ingen måde udviser metaltræthed eller aldersladhed hos den massive trio. Nogle mener Pike indstiller sin guitar for højt. De har den logiske forklaring, at han sætter den på 11, fordi han er nødt til at overdøve de monstre der bor i hans indre.
Den klædeligt betitlede “Marijuanauts Theme” ligeledes fra The Sciences fortsætter tyngdemessen og er man ikke velbevandret i Sleeps univers, kan det hele opleves som et langt fortløbende nummer uden den store variation. Det er både Sleeps styrke og bagside, men tør man lade sig indrulle i de mægtige toner, der hylder det evige riff, får man indimellem en ud af kroppen oplevelse. Al Cisneros stiller sig i ny og næ an ved mikrofonen, men vokalen er som vanligt lagt lavt og langt tilbage i lydbilledet, at man kun så småt aner ordene og fanger meningen med teksterne. Det forbliver blot et ekstra instrument og det gør ikke spor.
Der er nul publikumskommunikation mellem numrene. Pike og Cisneros drikker lidt væske, stemmer deres instrumenter, nikker lidt til hinanden og spiller så et nyt nummer. Ventetiden er indimellem en anelse lang og det er tæt på at suge intensiteten ud af foretagenet, hvilket er ærgerligt når nu bandet bruger så meget tid på, at føre os derhen hvor tid og sted ophører med at eksistere og spille en rolle. Det lykkes dem dog heldigvis ret hurtigt at føre os tilbage til den lykkebrusende tilstand og alt er glemt igen, når først de sætter i gang påny.
Midtvejs når koncerten første klimaks, da Sleep bemægtiger sig vores korpus og øregange med assistance af kongenummeret “Sonic Titan” fra Sleeps indiskutable hovedværk Dopesmoker. Over et lille kvarter gentages det memorable og herligt smittende riff om og om igen, så ikke et øje er tørt. Publikum giver helt los for headbanging i trekvart hastighed og luftguitarerne hyler imaginært overalt omkring en. Her rammer bandet en nerve, de ikke har matchet siden.
“Drugonaut” fra Sleep´s Holy Mountain lukker hovedsættet og det sætter salen lidt mere i bevægelse end tidligere, da folk tydeligvis har et stærkt forhold til dette semi-hit, der bliver leveret direkte i skabet.
Drengene takker af, men vender snart tilbage og det alenlange gudenummer “Dopesmoker” får naturligvis lov til at lukke koncerten og man er altid spændt på, præcis hvor langt et ekstrakt af det mere end timelange nummer, man får i denne ombæring. 25 minutter beriger de os med denne gang og her går salen amok. De Orange amps er nu rødglødende. De flytter simpelthen mængder af luft lige lukt ned i vi dødeliges mellemgulv. Hvor folk mestendels har stået og vugget til de repetetive toner og massive riffs, bliver der her hoppet, skrålet med på omkvædet og smidt håndtegn i et bølgende hav af hænder.
En stor mastodont af en koncert er forbi og hvor nogle kunne finde på at proklamere, at Sleep er døsigt kedelige og spiller over den samme læst igen og igen, ja så fortrækker jeg til enhver tid, at lytte til Matt Pike spille det samme riff i en time, end overvære nymodens techmetalkids spille tusinde toner. Hos Sleep udspiller der sig noget særegent og genuint, som ikke kan læres selvom man bruger otte timer om dagen på at køre skalaer. Det her er primal guitar riffing og det rammer dig lige lukt i maveregionen på den fede måde.
