Ondt, langsomt — og festligt?
Hvis det skal være tungt, langsomt og dystert indenfor metalmusikken i Danmark, så er Cabal et af de bands, der i løbet af de senere år ikke har været til at komme udenom. Efter udgivelsen af deres første single “Innocent Blood” i 2015 er det gået solidt fremad for de danske deathcore-drenge, der hurtigt har fået ry for at være et must-see hver gang, de rammer de danske spillesteder. Deres koncert på dette års Roskilde Festival må derfor siges at være en foreløbig naturlig kulmination på den indsats, de har lagt i projektet, specielt med udgivelsen af debutalbummet “Mark of Rot” tidligere på året. Det er da heller ikke uden spænding, at jeg nærmer mig Rising-scenen for at se, om deres downtunede og onde lyd kan klare aftensolen, eller om de skal holde sig til de indendørs spillesteder, hvor de har lidt mere kontrol over scenariet (og publikum).
Der er dog intet at være nervøs for — allerede fra første nummer får de sat godt gang i koncerten, og det er tydeligt, at det er et erfarent band, vi har med at gøre. Den ene guitarist, Chris Kreutzfeldt, er også producer for bandet (+ halvdelen af nyere dansk metal, virker det efterhånden som), og jeg kan derfor forestille mig, at han er ret kompromisløs i forhold til bandets livelyd. Derfor er der fra begyndelsen heller ikke meget at brokke sig over på det lydmæssige billede, på trods af, at det er første gang bandet spiller på så stor en udendørsscene. Hvis man tidligere har set dem live, så ved man, at de gør meget ud af at skjule sig på scenen ved hjælp af lys og mangel på samme, så bandet mere virker som en anonym kult på scenen. Dette er selvsagt lidt sværere på Roskilde Festival (medmindre du får lov til at spille på Gloria) men når publikum til gengæld virker klar på at have en fest og sætter gang i pitten indenfor de første ti minutter, så gør det absolut intet. Det klæder dem faktisk også at komme lidt på udebane og vise, at deres musik kan klare sig uden denne ”gimmick”.
Forsanger Andreas Bjulver Paarup har en af landets stærkeste vokaler indenfor metalmusikken, og langt hen ad vejen klarer han det strålende i aften. Løbende får han dog et par udfordringer, hvor han får lov til at ligge lidt længere tilbage i mixet, end han plejer — om det er rent produktionsmæssige udfordringer eller om han ganske enkelt løber tør for energi, er svært at sige. Det sidste kunne det dog godt være, da han samtidig giver den mere gas i aften, end jeg synes at have set ham før. Fuldt forståeligt, for det må vitterligt være fantastisk for et band med så kompromisløs en lyd at blive inviteret til Roskilde Festival.
Cabals kombination af downtunede riffs og tonstunge breakdowns får sat gang i en fantastisk fest denne aften på Rising-scenen. Det er ikke kun de få metalhoveder, der trods alt er tilbage på Roskilde Festival, som kigger forbi — undervejs spotter jeg en god blanding af mennesker, hvor flere står måbende eller med et smøret grin og undrer sig over, at et band kan spille tungt. Og det er vel netop det, som Cabal har håbet på denne aften — at få lov til at udvide deres fanbase og vise, hvordan dansk metal også kan lyde for dem, der stadig tænker Volbeat og D-A-D. De mange pits og smilene på bandmedlemmernes ansigter viser i hvert fald, at de lykkes med dette mandag aften på Rising.
