I am woman, hear me roar!
St. Vincent trådte ud af skyggerne på Arena som en glinsende neonklædt gudinde i orange lak med matchende guitar og høje hæle. Inden da indtog hendes band deres pladser – to mænd iklædt anonymiserende beigefarvede dragter og masker, og en kvinde uden maske i hotpants. St.Vincent selv fremstod som en perverteret udgave af Robert Palmers kvinder i videoen til “Addicted to Love” med udtværet læbestift og fetish outfit. Jo, den amerikanske Annie Clark elsker at lege med det visuelle, der i denne omgang fokuserede på køn og identitet. Hun gav den som utilnærmelig gudinde på piedestal, som hengiven rockchick med guitarsolo i knæ på scenen, og som dukkelignende robot, der mekanisk bevægede sig i takt til musikken. Det er langt fra subtilt, men der er i den grad gennemført, og Arenas publikum labbede det i sig.
St.Vincent lagde ud med en stribe af sange fra hendes seneste album Masseduction, deriblandt den sublime, medrivende, kantede electrohymne “Los Ageless” om kvinder, sex og forliste forhold. Da sangen klingede ud , hævede St. Vincent. en knyttet næve, en handling, der blev gentaget hele hendes set igennem. Og med nogle få ord, deriblandt:”Fight the Power”, indledte hun “Masseduction”, der levede op til titlen. De få i folkemængden, der ikke allerede havde givet efter for St. Vincents overbevisende optræden, blev masseforført af musikken og St.Vincents sceneshow.
Med nærvær og nerve gav St. Vincent publikum en tour de force optræden, hvor hun overbevisende guidede publikum igennem den omskiftelige “Pills”, hvor hun lavede sit dukkespil, mens hun sang med længsel i stemmen. Sangen “Cheerleader” fra Strange Mercy havde hun omarrangeret, så sangen om fortrydelse fik en langt mere vred og sylespids tone, der blæste publikum omkuld. Der var lige dele skarpt bid og præcis rytme i “Rattlesnake” fra det selvbetitlede album St. Vincent, der kulminerede i føromtalte overvældende guitarsolo fremført på knæ, og som bragte publikum i knæ. Musikerens politiske holdninger kom til udtryk gentagne gange i optræden med den knyttede næve, der opfordrede til oprør, som blev spejlet af folkemassen. Den blev også verbaliseret på smuk vis med “Slow Disco”, som hun dedikerede til publikum med ordene: “For all the boys, for all the girls, for all the freaks and for all those not fitting into those categories!” I St. Vincents univers er der plads til alle og den rummelighed er vindende i en tid, hvor verden trænger til mere tolerance og forståelse for hinandens forskelligheder. Den mangfoldighed skildres i hendes musik, der er ligeså bragende, vild og voldsom, som den er stille, eftertænksom og følsom. Det var med sidstnævnte elementer, at St. Vincent sendte sit publikum ud i aftensolen med serenaden “Prince Johnny”. Det er et vovet valg som afslutningsnummer, fordi den sløve rytme kunne have fremstået som antiklimaktisk. I stedet blev det en vidunderlig finale på en mesterlig indsats, der efterlod et imprint, der bliver svært at slippe.
