Massiv maveplasker
Melankoliens mestre Interpol var torsdag aften tilbage på Roskilde Festival for fjerde gang. Det amerikanske band spillede på festivalen for første gang i 2003, hvor de hypnotiserede Pavillion med sange fra deres nu legendariske debutalbum Turn On The Bright Lights. De seneste to besøg har de haft hjemme på Arena, og her skulle de være blevet. Oranges plæne var halvtom under koncerten, og de storladne støjflader, som Interpol er kendt for, kom slet ikke til sin ret på Dyrskuepladsen. Interpol er ikke kendt for deres frembusende adfærd, deres kendetegn er distance, og det kommer man ikke langt med på Orange.
Trioen, der i dagens anledning havde taget et par ekstra musikere med, virkede ubekvemme i aftensolen, og måske var det derfor, at de var så fåmælte. Undervejs blev det til et par enkelt heys og tak fra forsanger Paul Banks, men bandet valgte at lade musikken tale for dem, og det faldt fladt som et ordentligt maveplasker. Det startede såmænd meget godt med den eksplosive “Not Even Jail”, hvis solide basgang igangsatte taktfast klap i forreste pit. Men klapperiet udeblev længere tilbage, og det kom aldrig i gang på den anden side af bagerste pit. “The Heinrich Maneuver” satte lidt gang i fodtøjet og de brummende mandestemmer i publikum, men det genkendelige guitar riff på “Obstacle 1”, vakte større begejstring. Desværre inkluderede Interpol kun to numre fra deres første album, hvilket var skuffende for deres kernepublikum, der havde håbet på mere fra den skuffe. I stedet måtte de slå sig til tåls med at se det altid stillige New Yorker band spille i dagens eneste solstråler, mens bandmedlemmerne kogte i deres sorte jakkesæt. Bag bandet anede publikum et imponerende lysshow, der blev spildt i dagslyset, og som endnu engang cementerede, at Interpol på Orange var en fejlplacering af episke proportioner.
Interpol forsatte deres forsøg på at indtage Orange, hvilket efterhånden blev gjort med minimal indsats. Her og der lykkedes projektet, som da lydbølgerne fra guitar og tromme på “Lenght of Love” skyllede udover de publikummer, der ikke havde givet op. Interpol fejlede dog fuldstændigt, da de spillede materiale fra deres nye album Maurauder, der søsættes i august. Under de numre strandede Interpol dem selv og deres publikum i et musikalsk dødvande. Publikum kendte ikke numrene, og Interpol fik derfor ikke meget respons. Bedre blev det ikke i slutningen af koncerten, hvor horder af Bruno Mars fans strømmede til for at kapre en god plads. Da Interpol takkede af med ekstranummeret “Lights”, blev musik og vokal delvist overdøvet af hysteriske pigestemmer. Orange er som scene i sandhed et grumt sted, når det ikke spiller.
Interpols melodiske molmusik bør bedst nydes sent i nattens mulm og mørke, og det bedes Roskilde Festival huske næste gang, bandet kommer på besøg. Alt andet er synd og skam for band og for publikum. Til de stakler, der havde den tvivlsomme ære af at have set Interpol for første gang i den her setting: Kom igen. De herrer kan så meget mere, og når det virkeligt spiller, er det ren magi at opleve dem.
Det var det langt fra torsdag aften.
