06.07.18 – Skeletonwitch – Pavilion, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Skeletonwitch skulle stå for at sætte gang i en headbanger-fest kl. 14 om fredagen på Pavilion. Det blev lidt af en udfordring for bandet, der spillede solidt og leverede en række stærke numre, men desværre ikke magtede at få gang i et træt eftermiddagspublikum.

Forkert tidspunkt til tiltrængt smadder

Amerikanske Skeletonwitch spiller den slags crossover-thrash blandet med black metal, som kan gøre sig rigtig godt på Roskilde Festival. Der er fart over feltet, flænsende vokaler og riffs og masser af øjeblikke i deres musik, som man lige stopper ved og tænker “hold kæft, det var fedt, det der”, samtidig med, at man headbanger og løfter sit ølglas i luften. Men når de bliver smidt på en fredag klokken 14, hvor man ikke blot har været på festivalen en god stak dage, men også kæmper med overhovedet at komme i gear på det tidspunkt, så kan det være en udfordring for et band som Skeletonwitch at starte festen.

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Skeletonwitch bliver mødt af et okay fyldt Pavilion-telt, hvilket trods alt er et godt tegn på dette tidspunkt. Det er første gang, at bandet spiller i Danmark med deres nye forsanger Adam Clemans (Wolvhammer, Veil of Maya), og det er tydeligt fra første nummer, at han formår at løfte bandets betragtelige bagkatalog og fuldt ud leve op til den tidligere vokalist.

Bandet spiller professionelt og tight, lyden er der heller ikke meget at sætte på, men festen kommer desværre aldrig rigtig i gang. Der er et par inkarnerede fans blandt publikum, som uden tvivl har det fedt hele vejen igennem, men for størstedelen virker det mere som om, at man er mødt op af pligt frem for lyst i håb om at vise, at der stadig er plads til metalmusikken på Roskilde Festival. Forsangeren gør et godt forsøg i at få alle med, men det forbliver desværre uforløst, og hen mod slutningen af koncerten er der ikke tvivl om, at folk er klar til at sige tak til Skeletonwitch for denne gang.

Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen
Foto: Claus Wrang Riis Michaelsen

Skeletonwitch kigger igen forbi Danmark til november, hvor de co-headliner sammen med Mantar i Pumpehuset. Her kan vi krydse fingre for, at folk ikke er lige så metaltrætte og at de får gang i den fest, som de uden tvivl har potentialet til.

Karakter 5

Karakter

5
More from Christian Bøggild Otte
07.07.18 – C.V. Jørgensen – Arena, Roskilde Festival
C.V. Jørgensen kiggede forbi Roskilde Festival for 11. gang i år, og...
Read More
0 replies on “06.07.18 – Skeletonwitch – Pavilion, Roskilde Festival”