03.12.18 – Slayer – Royal Arena

Slayer på Copenhell i 2017 (Foto: Claus Wrang Michaelsen)
En typisk og helt igennem forudsigelig koncert med kongerne af thrash er til ende. En tour de force af slidstærke sange, der er få andre bands forundt at levere. Tilbage står en rygende brandtomt og er alt er præcis som det skal være. Altså bortset fra den kendsgerning, at det nu er forbi og at Slayer går på pension i 2019 og lader os alene

Hannemans Allé kom så sandelig til sin ret denne decemberaften, for selvom alléen ikke er opkaldt efter Slayers afdøde guitarist Jeff Hannemann, var det i sandhed ham, de fleste gæster der tiltråde arenaen til aften havde på sinde. Der er altid en helt speciel og opløftet stemning at spore i folks ansigter, når den aldrende thrashkvartet gæster landet. Slayer har valgt endegyldigt at slukke og lukke efter 35 års virke på metalscenen. Få bands har opnået samme omtale som dem og ligegyldigt om man taler med folk, der intet forhold har til Slayer, kan alle alligevel tale med. Spil noget med Slayer er jo efterhånden også blevet et klassisk begreb, der lystigt slynges ud, til snart sagt hvilken som helst afart af koncert. Det er blevet en stående joke i folks bevidsthed. Nu står de her for sidste gang og det er sgu lidt vemodigt, men kigger man på bandet er der jo kun Tom Araya og Kerry King tilbage fra det oprindelige line-up. Bostaph styrer tønderne fra hedengangne Lombardo og Gary Holt er i denne ombæring erstattet i sidste øjeblik af Phil Demmel fra Machine Head, da Holt skulle hjem og tilse sin far, der med al sandsynlighed skal herfra inden længe. Det var nu ikke noget man bemærkede synderligt under koncerten, der denne gang var strammet gevaldigt op ifht de noget lange pauser Slayer har haft mellem numrene på de seneste turneer. 

Denne gang skal vi præsenteres for et band, der virkelig er i stødet og mener business og har tænkt sig at servere aftenens nærperfekte sæt, uden irriterende afbrydelser der lammer den ellers opbyggede fremdrift. Heller ikke ord mellem numrene er Slayers ærinde. Det har det nu aldrig været, men måske man havde ventet lidt nostalgiske kommentarer fra Araya i løbet af aftenen. Det var ikke tilfældet og heldigvis for det. Kun efter “Angel Of Death” helt som vanligt lukkede sættets ekstranumre, kunne man mærke en forandring denne gang især hos Araya, der adskillige minutter lod sig hylde uden et ord, men istedet lod til at suge hvert et ansigstudtryk i salen til sig, som et minde til eftertiden. Han skiftevis smilte sit skælmske diabolske smil, men underneden var der også en snert af berørt vemodighed at spore. Han fokuserede i hvert fald meget længe både til højre, venstre og midtfor og blev da også hyldet mange gange i bølgende klapsalver og gjaldende råb. Det var som om, at hver gang han skiftede position på scenen bredte sig en ny bølge af hyldest. Som om publikum heller ikke kunne give slip, men istedet signalere til den efterhånden 57 årige bassist og sanger, at vi slet ikke er færdige endnu. Kerry King blev også stående længere end vanligt, men han smuttede efter lidt tid og lod tårekanalskildende Araya have sin egen private erindringsfilm på nethinden. 

Koncerten var opskaleret til 11.000 headbangende hoveder mod de 1500 der indløste billet sidst de gæstede Danmark i Store Vega og vidnede om, at folk i den grad ville tage afsked med et af de største thrashbands der eksisterer. Den susende dirrende og forventningsfulde stemning, der drev rundt på gangene, imellem stolerækkerne og på gulvet var støt stigende som aftenen skred frem. 

Aftenens generøse malstrøm af guitarer og tungt eksekverede trommer skydes igang af Obituary, der gjorde en rigtig fin entre med 30 minutters blanding af sjæleætsende død og thrash. Lyden var god og høj, hvilket sjældent er givet til supportorkestra og selvom salen stadig var ved at indfinde sig, var der både pondus og spilleglæde at spore hos de gamle Tampa-drenge, der siden 1988 har leveret fine plader. Ja debuten Slowly We Rot står vel stadig idag som en af dødsmetallens milepæle og fra den fik vi en tung og effektiv version af titelnummeret, der sendte massive knytnæver ud til de forreste rækker, som kvitterede med insisterende bouncing. Et godt startskud fra boven og bandet så ud til at glædes over en menneskemængde, de ikke ligefrem spiller overfor under egen signatur. 

Efter en kort pause smuttede Anthrax på scenen med et kort sæt bestående af et enkelt nyt nummer og ellers de sikre stik med “Caught In A Mosh”, “Efilnikufesin”, “Antisocial”, “Got The Time” og lukkeren “Indians”. Her var det tydeligt, hvorfor Anthrax er det klart svageste kort af The Big Four, for de har sandt for dyden ikke leveret mange uomgængelig plader, endsige sange. At deres største trumfer er covernumre siger vel også noget om det faktum. Scott Ian er nu ellers altid en fornøjelse med sit sprudlende nærvær og helt igennem smittende spilleglæde på scenen. De virkede nu alle fire tændte. Især Charlie Benante er virkelig kompetent bag trommerne, men jeg har det sgu lidt stramt med Joey Belladonna, der har været lidt on and off siden midtfirserne. Han er fanget i en uheldig tidslomme, der virker sært bedaget med al hans opfordring til singalong og mikrofonstativet konstant vendende udad mod publikum, selvom der tydeligvis ikke var meget feedback i den henseende. Utvetydigt det magreste materiale til aften. 

Lamb Of God gjorde væsentlig bedre væsen af sig. Der var sat mere spilletid af til dem og den udnyttede de til fulde. Randy Blythe er en suveræn indpisker og formår gang på gang, at få moshpitten til at gå amok. Det var har der var mest tonsende energi at spore foran scenen og her personalet for alvor kom på overarbejde med at hente publikum ned fra menneskehavets bærende hav. Blythe farer rundt på scenen og formår at sparke gang i selv de sæder længst væk. Den mand rummer altså slidstyrke og musikalske overtalelsesevner.  To håndfulde numre med flosset energi og lidt respekt fra Blythe sendt ud til Christania inden “Now You Got Something To Die For” satte igang og en takketale til de andre bands på touren plus det løse til Holts far er som det skal være. Det er banalt og klichefyldt, men også virkningsfuldt så hvorfor egentlig ikke. “512”, “Blacken The Cursed Sun”, “Walk With Me In Hell” og “Redneck” tog kegler blandt publikum og selvom det er klokkeklar inspiration fra især Pantera, Lamb of God er rundet af, gør det ikke spor fordi det er så svineeffektivt. Klart bedste optræden so far. 

Men da Slayer først træder på scenen ved man hvorfor de er det usvigeligt sikre hovednavn. Vi bliver bombarderet med den flotteste scene, jeg endnu har set bandet optræde med. Pyroteknikken lader ikke Rammstein noget efter, men det virker ikke hverken søgt eller som billige tricks. Tværtimod højner det oplevelsen og man kan mærke varmen hver gang ilden fyres af helt op til 22. række. Bandet og især Bostaph må kampsvede under den ildfest. Det er i hvert fald tydeligt at scenevagterne gør, som de hele tiden river en håndryg over panden og ser plagede ud. Slayer kører på med ubønhørlig stamina, lyden sidder lige i skabet og der er få ændringer fra seneste koncertlister. “Blood Red” og “Payback” stikker ud som nye, men det gør egentlig ingen forskel, for folk er kommet for at høre klassisk Slayer, som den altid bliver leveret. Efter lidt problemer med helt at nå den vokale intensitet, når røsten detonerer på “Disciple” skruer de igen op på “Mandatory Suicide”, der fyres af i et hurtigere tempo end vanligt. King og Demmell har flere veritable guitarkapløb som aftenen skrider frem. Det gør sig i øvrigt gældende på flere numre denne aften. Som om de nærmest vil spille os i sænk.

“War Ensemble” præsenteres som altid med opfordring til publikums medvirken, men denne gang er der ikke snak om krig og indigneret forsvar af egne værdier. Vi skal bare istemme War for fuld damp og det gør vi selvfølgelig. “When The Stillness Comes” spilles sammenbidt ondt og tempoet trækkes for første gang ud af koncerten helt bevidst og det giver en god variation fra det ellers hæsblæsende tempo. Det samme gør überklassikeren “Seasons in The Abyss”, der efterfølges af en galopperende “Dittohead” der egentlig bedst fungerer som kit til “Dead Skin Mask”, da nummeret i sig selv ikke er den store oplevelse. Vi får en forrygende “Hell Awaits” som afslutter og det er utvivlsomt den mest tænderskærende version, jeg endnu har hørt live. At den får supplement af pyroeffekter, der istemmer tonerne med velvalgte skud, gør kun oplevelsen større. Jeg føler mig faktisk mæt nu efter en lang aften med ørerne på fast arbejde, men alle ved hvad der venter som afslutning. Den uafvendelige sortie. Den monolitisk fortættede hit-kvadrade med skærende skalpeller af guitarriffs: “South of Heaven”, “Raining Blood”, “Chemical Warfare” og “Angel Of Death” SKAL jo lukke en Slayerkoncert, før man grundigt gennembanket slippes fri af den metalliske spændetrøje og heller ikke denne gang bliver vi sparet for vintage Slayer i al sin magtfulde vælde. Den kortege af numre har noget nær den perfekte sammenhængskraft og er som samlet afslutter ubetalelig. Som en firelægtet hårdtpumpet biceps med et diabolsk drive lige i maveregionen. Jeg tager mig i af tabe kæben. Hver gang!

En typisk og helt igennem forudsigelig koncert med kongerne af thrash er til ende. En tour de force af slidstærke sange, der er få andre bands forundt at levere. Tilbage står en rygende brandtomt og alt er præcis som det skal være. Altså bortset fra den kendsgerning, at det nu er forbi og at Slayer går på pension i 2019 og lader os alene. Vel kan man håbe på en eller to sommerfestivaller på dansk grund – hvem sagde Copenhell og Roskilde – men det er noget helt andet, at se dem på egen arena. Man må sandelig give dem, at de slutter med manér og jeg mødes af både tilfredse, opløftede men også lettere vemodige skikkelser, da jeg forlader Royal Arena. Et kæmpe tip med hatten herfra. 

Karakter 9

Karakter

9
More from Thomas Steen Jensen
16.01.12 – Mastodon – Store Vega
En mesterlig lektion i hvordan metal skal skæres. Efter lydmudder og volumenproblemer...
Read More
0 replies on “03.12.18 – Slayer – Royal Arena”