Loppen blev denne aften invaderet af tyske krautrockere med halvdansk islæt og en eksplosiv ladning determineret tysk Krupp-stål med boblende spillelyst.
LeVent
Første gig på scenen var den lidt rastløse trio LeVent, som har halvdanske Heike Rädeker på guitar. Vi kender hende fra hedengangne 18th Dye, som satte støjrock og minimalisme på dagsordenen tilbage i 90’erne, men som i dag med LeVent mere er en skødesløst ført autocamper, der kører på lige dele monoton stempelgang med en effektiv og yderst køn bassist i skikkelse af Maryna Russo, og en lidt tilbagelænet performance fra Rädeker, der kun i glimt viste tænder og brød den lidt ensformige monotoni. Ingen tvivl om at trioen har talenter, hvilket Anton Newcombe fra Brian Jonestown Massacre må have set, da han inviterede bandet ind i hans Cobra Studio i Berlin og udgav deres debutalbum. Denne aften var de mere en interessant cocktail, før hovedretten blev serveret efterfølgende i form af gennemført tyske Die Nerven.
Die Nerven
er gennemrutinerede, super sammenspillede, eminente instrumentalister, og så er de på hver deres skæve facon helt enestående. Kevin Kuhn på trommer spiller med en stram effektivisme, der sprudler af teknisk overskud og fjollerier, der sætter de to andres tålmodighed på prøve, når han bevidst sætter tempoet helt ned eller mærkbart op. Julian Knoth spiller bas, som om han er med i et hardcore industrial band. Det er benhårdt og effektivt og leveret med et stålsat blik bag de nuttede pandekrøller. Den helt store oplevelse var dog Max Rieger, som både laver støj på guitaren, får melodierne til at hænge sammen og som synger på et tysk med stor poetisk nerve.
Musikalsk er Die Nerven svære at fange med én betegnelse. Der er punkede elementer af støjrock tilsat følsomme passager af tyst tysk poesi, leveret i høj, høj kvalitet og med et fuldstændig fravær af stjernenykker, hvilket især Max Riegers håbløse påklædning viste. Men totaloplevelsen af trioen fra Stuttgart var intet mindre end overvældende. Gennembanket og kærtegnet af sange om storbyforfald, ungdomsfortabthed og eksistentiel angst. Hvor tit bliver man lige det?
