Etnisk heavy og mytologisk kampråb
The HU fra Mongoliet er først og fremmest et YouTube-fænomen med over 28 millioner visninger af bandets tre første videoer. Vi mangler stadig at høre deres debutalbum, selvom der findes en vinyl-EP med en håndfuld numre, og koncerten i Pumpehuset var derfor på mange måder en lakmusprøve på deres folkrock med undertoner af noget, der med lidt god vilje kan kaldes ’heavy’. Tungt var det, i hvert fald, og med en totalt udsolgt koncert i den store sal, var der store forventninger til de mørklødede efterkommere af Djengis Khan.
Salen var fyldt til bristepunktet på en i øvrigt steghed aften, og på scenen stod først en langhåret DJ og spillede alt fra klassisk heavy til mere etnisk folk-heavy. Hvad meningen var med Blastbeat.dk, som han kalder sig, har jeg svært ved at se, men måske afspejler det, at man ikke har anet, hvad man skulle placere som opvarmning for mongolerne. Måske ville det have været bedre bare at spille et bånd med Gåte eller Heilung.
Uden det store tilløb entrede det otte mand store orkester scenen og gik straks i gang med deres tribal folk heavy – eller hvad man nu skal kalde det. I front stod de fire medlemmer, som vi kender fra bandets videoer, og spillede på strengeinstrumenter med så eksotiske navne som Morin Khuur, Tovshuur, Tumur Khur og Tsuur. Hvad der er hvad, aner jeg ikke, men på scenen var det fabelagtigt flot at se på, når de filede løs med en violinbue eller betjente instrumenterne som en slags tostrenget guitar. Man kunne også fint høre lydene fra de enkelte instrumenter, selvom der stod en elektrisk bas og guitar i baggrunden og sørgede for en bund af kontrolleret støj og rytme. For at gøre oplevelsen total havde bandet medbragt to trommeslagere, hvoraf den ene bankede løs på mongolske fladtrommer, som om det var pauker. Det gav musikken den stemning af ’heavy’, som bandet forsøger at sælge sig som, og det virkede!
The HU har ikke ligefrem noget bagkatalog! De har tre numre, som folk kender, og denne aften blev vi således præsenteret for alle de øvrige numre på det kommende album – må man formode – og det var en blandet fornøjelse. For selvom The HU betjener sig af tribale rytmer, der leder tankerne hen på meget af det folk noir eller pagan heavy, der florerer især i Norden for tiden, har de med deres karakteristiske strubesang og nærmest rituelle mønster af gentagelser i alle numrene på en sær måde mere til fælles med genrerne industrial eller måske ligefrem psyche-rock. Man blev momentvist hensat i en art meditativ stemning, når numrene trak ud og cyklede rundt i deres monotone leje, og cirka midtvejs i sættet var det lige ved at blive lidt for meget, eller snarere lidt for lidt, da forsanger og indpisker, Galbadrakh Tsendbaatar, på sit ubehjælpsomme engelsk råbte ”let’s rock”, hvorefter de gik i gang med deres YouTube-hit ”Yuve Yuve Yu”. Det fik fyret godt op under publikum, som taktfast resten af aftenen istemte i kor med ”HU, HU, HU, HU”. På dette tidspunkt i koncerten stod det klart, at folk var begejstrede for de mongolske krigere på scenen, og der er ingen tvivl om at The HU er lykkedes med det projekt, som Djengis Khan ikke kunne, nemlig at erobre også denne del af verden.
Måske er The HU at finde på Copenhells store scene til næste år, for der er masser af potentiale i de unge mongoler, når de har fået flere numre at vælge imellem, og når publikum kender dem bedre. Og tilsat lidt pyroteknisk sceneshow vil mongolerne helt sikkert sælge billetter med deres unikke og besnærende musik.
HU!
