Australske Rolling Blackouts C.F. var kommet hele vejen fra Melbourne for at spille for første gang for et dansk publikum. Og sikke et publikum. Hengivent og dedikerede tog de imod de glade aussier, der blev beærede over modtagelsen og storsmilende satte igang med deres guitarbårne og melodiske rock. Der er tydelige paralleller til bands som 70 er og 80 er bands som Television, The Feelies med et strejf ef Go-Betweens hos RBCF.
Bandet spiller smittende sange, med højt tempo og masser af duellerende twinguitar med højt til loftet og smil i mundvigen. Melodierne sidder i skabet for næsten samtliges vedkommende og man bliver nemt forført af bandets smittende spilleglæde. Alle tre guitarister Fran Keaney, Tom Russo & Joe White dækker I fællesskab vokaltjansen og det giver koncerten en varieret vibe, der gør, at det aldrig bliver kedeligt at beskue. Til gengæld bliver sangene en smule ensrettede som koncerten skrider frem. Flere gange tager jeg mig i at tænke, har de ikke lige spillet det nummer tidligere. Alligevel bliver man stående og lytter, simpelthen fordi sydaustralierne spiller med så smittende humør og intensitet, at man tilgiver dem langt hen ad vejen.
Trommeslager Marcel Tussie og bassist Joe Russo kører et eminent parløb og lever sig 100 procent ind i eget materiale. Tussie holder en hoppende stil på sin trommestol gennem samtlige 60 min og den samme henførte intensitet, kan man tilskrive Russo, der ruller med kroppen og nakken konstant og medrivende. Publikum smittes og klapsalverne øges i intesitet som koncerten skrider frem. Flere kommer til og samtlige omkring mig danser og smiler, som er man til godt humør festival. Ikke at bandet ikke støjer, for det gør de, når de brusende og ringlende guitarforløb sætter i skub, men det er leveret i en særdeles positiv stemning, der gør det til en oplevelse af kras dur.
Hen mod slutningen af koncerten leverer bandet en fire numres knaldperle bestående af semihittet ”Talking Straight”, ”Mainland”, ”Fountain” og ”French Press” og her løfter teltet sig og folk synger med af fuld hals. En kongeafslutning på en fin og afstemt times koncert, der ramte plet manger steder, men også led en smule under en vis form for ensformighed hen ad vejen. Et sympatisk bekendskab, der skabte glæde og store smil og bragte den australske sol til Pavilion med masser af guitar, højt smittende tempo og et velspillet band, der satte pris på det pæne fremmøde og ikke mindst fine modtagelse. Kom endelig igen en anden gang
