Avalons sære sangfugl
Der gemmer sig en gammel sjæl i den 29-årige Aldous Harding fra New Zealand, der synger med en fundamental sørgmodighed, der er usædvanlig for en kvinde i hendes alder. Og der ventede Avalons publikum en til tider fremmedgjort, til tider underligt smuk og helt sikkert en sær liveoplevelse fredag eftermiddag.
Frk. Harding kom ind på scenen i en stegtkarry-brun uniform, der må have været tre størrelser for stor til den høje, spinkle kvinde og uden at sige et ord rettede hun sine store udtryksfulde øjne mod de forreste rækker og nedstirrede publikum under få dele af koncerten. Det var dybt foruroligende og intimiderende, men skabte også en intim stemning helt oppe foran. For alle de andre i teltet virkede det enormt ekskluderende, og for dem var hendes fremtræden og den manglende kontakt distancerende elementer, som den smukke, personlige musik aldrig opvejede for.
Aldous Harding sagde knap nok to sætninger i løbet af den time lange koncert. I stedet forholdt hun sig passiv og spillede stort set hele sit seneste album Designer fra start til slut. Hun rykkede rundt på scenen siddende bag klaver eller på en stol spillende på sin guitar. Når hun var stående, vuggede hun sagte til musikken og skabte lidt dynamik. Alligevel virkede showet uhyggeligt roligt, og som publikum fik man en fornemmelse af, at der foregik noget, som Harding ikke havde lyst til at dele med os. Hun sang “Treasure” med et fjernt blik, som holdt hun på en kæmpe hemmelighed, som vi ikke måtte blive indviet i. Under den enkle “Damn” med sine barnesangslignende akkorder forsvandt singer-songwriteren bag sit instrument, mens hun fokuserede på klavertangenterne. Det blev ikke bedre under “Weight of the Planets”, hvor Harding sad sammenkrøbet, mens hendes skrøbelige vokal smøg sig ud over scenekanten. Kun en gang oplevede vi Aldous Hardings mere legesyge og sjove personlighed. Det var på den nye sang “Old Peel”, hvor Aldous Harding spillede percussion på en ganske almindelig hvid porcelænskaffekop. Det er der umiddelbart ikke meget show omkring, men i en koncert så stille som denne var det en kærkommen afveksling. Lidt kan også gøre det.
Der er en skam, at publikum på Avalon ikke fik mulighed for at opleve en mere løssluppen side af den tidligere gademusikant, og Aldous Harding ville have været langt bedre tjent med et mindre rum som Gloria, hvor hun kunne have skabt en forbindelse med folk i salen. Det kunne have løst op for Aldous Hardings optræden, der virkede ængstelig og manisk på Avalons store scene.