Metal Mastodonter

Som næsten alle andre større bands, der har formået at overleve i tredive år, har Machine Head undergået adskillige udskiftninger blandt medlemmerne gennem tiden – bortset fra énmandshæren Robb Flynn i front. Denne aften i Amager Bio skulle vi opleve både den nuværende, helt nye line up og de to oprindelige medlemmer fra Burn My Eyes på henholdsvis guitar og trommer, som Flynn minsandten havde gravet frem til koncertens sidste del. Det skulle blive interessant at se, hvordan en rejse gennem nogle af Machine Heads klassikere skulle stå mål med mesterværket Burn My Eyes fra 1994. Og på slaget 20:30 entrede det nuværende line up ind på scenen og åbnede rockballet med ”Imperium” fra bandets femte album Through the Ashes of Empires fra 2003. Så var vi i gang!!

To timer senere stod vi stadig og var vidne til en efterhånden noget rodet affære, hvor vi blev præsenteret for en lang række klassisk Machine Head thrash, men så sandelig også flere numre fra deres periode med nu-metal, hvor de mere lød som en blanding af Rage Against The Machine og Red Hot Chili Pepper. Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide det rap-inspirerede nu-metal, men sat sammen med de mere klassiske Machine Head-numre, virkede det nærmest helt fjollet og off i forhold til det modne publikum denne aften. Bevares, der blev da igangsat en del mosh pits foran scenen, og Flynns anekdoter mellem numrene fik tiden til at gå.

Første del – som jo var en lang koncert i sig selv – bød på masser af fede numre, og det var tydeligt at se, at Flynn hyggede sig med sine nye legekammerater. Der blev smilet og vugget i takt, og mellem numrene var der plads til Flynns betragtninger om alt muligt mærkeligt og et tilbageblik på første gang, de spillede i Danmark. Dengang var det netop i forbindelse med udgivelsen af BME, og koncerten fandt sted i det nu hedengangne Alexandra inde på Nørregade – en detalje den gode Flynn ikke kunne huske!

I løbet af første sæt blev der også plads til en bedaget guitar- og en trommesolo, og det var muligvis tænkt som en lille pause til Flynn, som knoklede løs, men det trækker altså tempo og spænding gevaldigt ud af koncerten, når man står og glor på noget improviseret larm uden mål og retning. Og til sidst proklamerede Flynn da også, at de snart ville holde ti minutters pause, hvorefter BME ville indtage rummet.

Burn my Eyes

Da mørket endeligt sænkede sig over Amager Bios scene og Chris Kontos tronede op over trommesættet med et smørret grin på fjæset, kom endelig de numre, som vi havde stået i to stive timer og ventet på. Og da først ”Davidian” pumpede ud af højttalerne fandt publikum ny energi til at brøle helhjertet med på ”Let freedom ring with a shotgun blast”. Og så var vi i gang igen!

På det tidspunkt var der tyndet godt ud i publikum, så man kunne stå behageligt midt på gulvet – i behørig afstand til mosh pitten, som Flynn fik startet igen og igen, som om det forreste publikum besad uanede mængder af energi.

De to nye personer på scenen bragte også ny energi, selvom Logan Mader med sine karakteristiske dreadlock fletninger ikke gjorde meget væsen af sig. Det mest bemærkelsesværdige skifte mellem de to sæt var en helt anden stemning af tungt alvor, hvor der ikke længere blev fjollet mellem numrene eller udvekslet grin og grimasser på scenen. Måske fordi Robb Flynn og hans tidligere bandmedlemmer stadig ikke kan tåle synet af hinanden, eller måske fordi musikken bare har en helt speciel tyngde og kompromisløshed på BME. Fedt var det i hvert fald endelig at opleve den ægte vare, og man kan ikke andet end at blive imponeret over Robb Flynns brølende fysik, som tre timer efter koncertstart stadig lød nogenlunde intakt.

Næste gang Machine Head gæster Danmark, må de dog gerne vælge enten det ene eller det andet sæt, og holde sig langt væk fra et tre timers metalmaraton. Det er der simpelthen ikke grund til, og kvaliteten i deres bagkatalog er for svingende til at det kan bære det. Men der var næppe nogen, der ikke var underholdt denne aften – selvom den til tider blev lidt lang i spyttet!