Fra folkesjælens dybder

Første gang, jeg oplevede lyden af Lisa Gerrards stemme, var engang i firserne, hvor min sårbare og sensitive teenagesjæl blev overvældet af duoen Dead Can Dances overvældende sansebombardement i form af deres episke, grandiose og helt igennem eminente musik. Der var og er ikke tale om sange i traditionel forstand, leveret af australske Lisa Gerrard i perfekt samklang med den britiske baryton, Brendan Perry. Der var mere tale om en særlig lyd, der bevæger sig gennem kompositioner, der brød med tidens konventioner. Tilsammen udgjorde de et nærmest overjordisk makkerpar, som kombinerede storslåede, sakrale stemninger med mellemøstlig og østerlandsk inspiration, tilsat litterære referencer, der gjorde musikken til et afgrundsdybt oplevelsesrum, som ikke har sit lige!

Første gang, jeg oplevede det bulgarske kvindekor, var i 2018, hvor der pludselig kom en udgivelse i samarbejde med Lisa Gerrard. Jeg har intet kendskab til hverken det bulgarske sprog eller landets folklore, så aftenens musikalske rejse var, i hvert fald for én af besætningen, en jomfrurejse. Men spændingen var stor, for selvfølgelig kan en oplevelse med en af de største stemmer i nyere tid, kun blive interessant i en original samklang med en forholdsvis ukendt samarbejdspartner. Ved nærmere eftersyn var der dog flere punkter, hvor de bulgarske kvinder og Lisa Gerrard krydsede spor. Begge udkom på et tidspunkt på det britiske pladeselskab 4AD, og den sangteknik, Lisa Gerrard har udviklet til perfektion, er blandt andet udviklet på baggrund af den slaviske sangteknik og -tradition, hvor stemmelæberne bliver presset sammen, så lyden bliver skarp og intens – modsat den rumlige lyd, vi kender fra operasangernes åbne klang. Så på flere punkter gav det meget god mening at se de to musikalske universer mødes på den smukke træscene i DR’s Koncerthus.

Koncerten startede med den instrumentelle kvartet på henholdsvis perkussion, tolvstrenget guitar, en fløjte og en slags opretstående violin, som skulle servicere os med udsøgte toner og detaljer gennem hele koncerten. Der blev givet eksempler på traditionel folkemusik fra Balkan-området, krydret med små solopræstationer indimellem, som fik blodet til at rulle. Det var skønt at fornemme, hvordan de hver især nød at spille og nød at være en del af samspillet. Der blev smilet og nikket anerkendende indimellem, og der var i det hele taget en lidt underspillet løssluppenhed over prologen.

The Mystery of the Bulgarian Voices

Efter godt tyve minutter kom de bulgarske kvinder marcherende ind på scenen! Med det samme blev publikum hensat til et autentisk univers, fyldt med fortællinger af både sørgmunter, løssluppen og melankolsk karakter. Alt sammen dirigeret af den aldrende korleder, arrangør og dirigent, Dora Hristova. Hun kunne lige akkurat stavre ind på scenen på sine usikre ben, men koret blev holdt i et disciplineret jerngreb, hvor der ikke blev sat en tone forkert den første time, hvor vi blev forkælet med bulgarske folkemelodier fra de seneste formentlig flere hundrede års musiktradition.

Lisa Gerrard

På det tidspunkt i koncerten begyndte undertegnede at spekulere over, hvordan i himlens riger og lande Lisa Gerrard skulle indpasses der. Hvordan skal hun som solist spille op og med den i bogstaveligt forstand bulgarske mur af flerstemmige folkesangere? Og som tankerne rumsterede, skred Gerrard endelig ind på scenen, iført en kjole, der kunne huse en hel beduinfamilie i en mellemøstlig ørken. Med elegance og værdighed som en dronning, placerede hun sig foran mikrofonen og gjorde sig klar. Men blandt publikum var der ikke antydning af applaus. Ingen udtrykte spontan begejstring, og ingen valgte at klappe ad den ikoniske sangerinde. Om det var af respekt for det igangværende nummer af vores udmærkede kvartet med kor, eller om det simpelthen var fordi størstedelen af publikum var kommet for at høre bulgarsk folkemusik – og ikke havde den fjerneste anelse om, hvem hende matronen i midten med den sjove franskbrødsfrisure egentlig var. Ja, det må stå hen i det uvisse, selvom jeg er sikker på, at en del af publikum denne aften var mødt op for at nyde synet og lyden af netop Gerrard. Ikke desto mindre begyndte nu et musikalsk parløb, hvor Gerrard med koret som helhed og med skiftende solister, som trådte frem på scenen, fremførte skiftevis burlesk og himmelsk musik. Til tider var det spændende som et flerfarvet broderi, der imponerede med komplekse filigraner af fortællinger, som sprogligt ikke gav nogen mening, men som her og nu gav masser af mening i deres umiddelbare udtryk.

Og til tider var det magisk!

Som når Gerrard sang duet med solister fra koret, hvor tonerne flettede sig sammen i magiske fortællinger fra en verden, som på én og samme tid var fremmede og uhyre nærværende. I disse øjeblikke var det også iørefaldende, hvordan slægtskabet mellem koret og Gerrard bestod. Her kunne man høre den særlige sangteknik, som er lokalt forankret i balkanområdet, og som Gerrard (også) mestrer til perfektion.

Da den snart to timer lange koncert lakker mod enden, melder der sig kun et enkelt brændende ønske: At Gerrard med ensemblet og koret giver et par eksempler på numre af Dead Can Dance. Det skete desværre ikke, og må være noget nær det eneste minus ved en helt igennem vellykket og fortryllende koncert, hvor det til sidst gav rigtig god mening at sætte Gerrard sammen med 18 bulgarske kvinder plus i øvrigt en eminent spillende human beat box-kunstner i form af verdensmesteren Skiller, der gav flere eksempler på, hvorfor han besidder den titel, og som gav det meget diskante kor en god ekstra ballast med lyde, der til tider lød som en blanding mellem en drone og en subwoofer.

En på mange måder enestående og bjergtagende aften i selskab med en flok bulgarske kvinder i forskellige størrelser og en omnipotent australier, der gav smagsprøver på sin ekvilibrisme. Der var momenter med magi, spændende forløb med masser af stimulerende ud- og indtryk. Og der var modet til at præsentere noget folkemusik i nogle rammer, der inkluderede moderne lyde og rytmer i form af Skinner, og med en verdensstemme som Gerrards. Tilbage er kun at håbe på, at Gerrard gæster Danmark igen med kompagnonen Brendan Perry og deres verdensorkester og giver os de numre, vi savnede denne aften.