Taktikken fejlede
Det holdt hårdt at få Michigan-kvartetten Greta Van Fleet til København. Både i 2018 og tidligere i år, havde de aflyst pga. sygdom, men denne mandag aften var det endelig muligt at opleve dem sunde og raske i hovedstaden. Der var en altafgørende landskamp i flimmerkassen, men alligevel havde 4.500 mennesker indfundet sig og sørget for at K.B. Hallen kunne melde alt udsolgt.
Greta Van Fleet er med deres unge og moderne bluesrock blevet modtaget meget forskelligt siden debut EP’en From the Fires fra 2017 og albummet Anthem of the Peaceful Army fra 2018. For mange har de været en moderne og forfriskende genfødsel af 70er-rock, mens de for andre er et uoriginalt plagiat, der blot suger blod fra den hårde rocks pionerer. Nogle gange bliver man meget klogere på et band, når man oplever dem live, så det var med spænding, at jeg gik til koncerten, på en aften hvor jeg havde besluttet at se fodboldlandskampen forskudt, når jeg igen var hjemme.
De tre Kiszka-brødre gjorde en livlig entré med Danny Wagner bag sig ved trommerne. Især forsanger Josh Kiszka var i sine bare tæer og sin stramme dragt med guldpailletter et energibundt fra starten af. De åbnede med den groovy og rockede ”Highway Tune”, hvilket umiddelbart virkede som den perfekte indledning på koncerten. Men efterhånden som vi også kom igennem ”Edge of Darkness” og ”Black Smoke Rising” stod det klart, at kvartetten i aften havde valgt at give os udvidede versioner af numrene, hvor lange intros og outros i længden fyldte alt for meget og trak numrene i langdrag, hvorved de mistede den energi, de ellers har.
Alt for tidligt i koncerten fornemmede man det – at ovenstående gjaldt for stort set alle aftenens numre, som i øvrigt i alt for lille grad bestod af energiske tempofyldte numre, som gruppen ellers har i kataloget. Det kunne have været et skud tiltrængt energi til den fyldte sal, hvor en meget stor del af publikum var snakkende og uopmærksomme, og i salens bagerste halvdel var klapsalverne afdæmpede eller simpelthen ikke til stede.
Talentet hos de fire musikere i Greta Van Fleet var dog ikke til at tage fejl af i aften. Josh Kiszka går imponerende højt op i sin vokal, og i aften sad stemmen lige i skabet. Dog blev han i længden meget ensformig i sit udtryk, når han konstant forsøgte at imponere ved at holde den høje tone længe ad gangen. Det behøvede han ikke, for han synger hamrende godt, men han kommer dog ikke uden om sammenligningen med Robert Plant, lige som gruppens musik læner sig trygt og godt opad Led Zeppelins brede skuldre.
Mere imponerende var det faktisk at følge hans tvillingebror Jake på guitaren. Om end guitarlir fyldte lige lovlig meget, og var med til at trække numrene lange, så har han sin helt egen stil og lyd på en guitar. På ”Black Flag Exposition” fik hans mange forskellige lyde og greb på guitaren mig til at tænke på Tom Morello (Rage Against The Machine), og den sammenligning var en kærkommen en af slagsen, midt i de mange sammenligninger med Led Zeppelin m.fl.
De er unge, og de er så absolut dygtige til det de gør, men i aften mestrede de dog ikke at levere en koncert, som krøb ind under huden på mig. De unødvendigt lange versioner af numrene og den udeblevne slagkraft, som de ellers har på plade, gjorde koncerten monoton og uforløst. Måske er de for grønne i deres forsøg på at vise inspirationen i 70er-rock i deres musik og gennem deres påklædning, som ligger på grænsen til at ligne udklædning til en temafest. Men talentet var ikke til at tage fejl af, og Greta Van Fleet bliver højst sandsynligt rigtig spændende at følge i de kommede år.
