Længe Leve Hardcore Punkrock

At de gamle hardcore punkrockere fra Umeå ikke kan fylde Store Vega, som bandet først var annonceret til at spille i, kan undre lidt. Især set i lyset af deres effektive genopstandelse med først albummet Freedom fra 2015, der blev fulgt op med en højeksplosiv koncert på Roskilde Festivals grønne scene, og siden det nylige album War Music fra i år. Begge to albums, der skulle følge op på den kanoniserede punkrock klassiker The Shape of Punk to Come fra 1998. Ikke desto mindre stod de fem svenskere på den mindre scene, med det eneste formål at flå publikum op af sæderne og ud på moshgulvet. En mission, der lykkedes godt halvvejs inde i sættet, men først skulle vi lige igennem et par numre fra de nyeste album, hvor der ligesom manglede den gnist, der skulle antænde bålet.

Den gnist kom, da nummeret ”Rather be Dead” fra Songs to Fan the Flames of Discontent fra ’96, blæste folk bagover. Og i vanlig stil hoppede den gode Dennis Lyxzén ned blandt publikum og dinglede rundt med mikrofonledningen hængende faretruende over folks hoveder, mens moshen truede med at opsluge den tynde svensker. Han overlevede, og vel oppe på scenen igen fortsatte festen med flere numre fra det klassiske album, kun afbrudt af endnu et sædvanligt indspark fra den indignerede svensker, da han – på engelsk – holdt sin aktivistiske tale om global uretfærdighed og nødvendigheden af at stå sammen i punkrockens sande ånd. Alt sammen lige så forventeligt som juleaftenens risalamande, og lige så let at fordøje – selv for en tandløs.

Refused spiller det, de er bedst til: Hardcore punkrock, men der ligger noget nærmest paradoksalt i deres optræden, da de aldrig vil nå fordums højder, selvom de seneste par albums er hæderligere skiver, fyldt med fængende riffs og spiddende tekster. På en måde har bandet overlevet sig selv og er blevet til – ja, en tradition, som den, der samler familier og venner rundt om juletræet lige om lidt. Men det er altid godt at møde gamle venner, og der var ingen tvivl om, at det var dedikerede fans og venner af bandet, der var mødt op denne aften i Lille Vega. Og det er altid en fornøjelse at opleve Lyxzéns kokette hoftevrid og skødesløse mikrofonkasteri, samtidig med at musikken tordner afsted med en masse progressive breaks, der holder punkmobilen i fuld fart fremad.

Som Motörheads ”Overkill” og Gasolins ”Rabalderstræde” slutter Refused altid af med ”New Noise”, som fik salen til at eksplodere i ren fryd og livslyst. Og med dramaturgisk præcision blev seancen sat i gang, sat på pause, og sat i gang igen med et brag, der fik træormene i væggene i Stauning Salen til at forlade boet i protest. Refused kan det, de er gode til, med millimeter præcision, men det engang så stilskabende band er i dag et retrospektivt billede på en musik, der havde sin storhedstid for mere end tyve år siden. Og det er der absolut intet galt i, og denne aften fik vi eksempler på svenskernes højeksplosive punkrock, der synes lige så væsentligt og vedkommende som for tyve år siden!